Global satsning
Elever vil ændre på den skæve verden og rejser til Palæstina

Claus Hjort kan glæde sig over, at flere elever har meldt sig. Nu sælges der flasker til fordel for projektet. Foto: Kim Dahl Hansen
DRONNINGLUND:Unge skal vide, at verden er skæv og at de kan gøre en forskel. Fra næste skoleår drager en gruppe elever fra Dronninglund Efterskole til Palæstina, fordi de vil gøre noget ved en skæv verden. Rejsen til Palæstina er en del af det globale medborgerskabsprojekt ”10. Global”, som eleverne kommer til at arbejde med gennem et helt skoleår.
Projektet er et samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp og en lokal organisation JAI, der minder om KFUM & KFUK i Danmark. Eleverne kommer til at opleve en barsk virkelighed, der hvor bistandskronerne ender og turisterne ikke kommer. Men de vil også opleve, hvordan bistandsarbejdet hjælper og skaber håb for fremtiden.
- Der afsættes to timer om ugen til faget ”Globalt medborgerskab”, som er en anderledes samfundsfaglig tilgang, der giver både globalt udsyn og lokal indsigt. Gennem undervisningsforløb med fokus på demokratisk deltagelse, ønsker vi at behandle spørgsmål om, hvordan alle mennesker, individer og befolkningsgrupper, kan engagere sig og få indflydelse både lokalt og globalt. En del af undervisningen vil tage udgangspunkt i Folkekirkens Nødhjælps erfaringer med udvikling, demokrati og politisk råderum, fortæller Asbjørn Ramlov, der er forstander på Dronninglund Efterskole.
Som elev i ”10. global” har man bl.a. fokus på kulturforståelse, kommunikation, religionsdialog, geografi, historie, samfundsforhold, ledertræning, sprogkundskaber og fundraising. Eleverne får desuden til opgave at fortælle om deres viden og oplevelser, når de kommer tilbage til Danmark, og vi er ikke i tvivl om, at det vil gøre stort indtryk på de voksne og dem selv at kunne formidle en konflikt, der stikker så dybt i et områdes historie.
Der er udpeget to lærere, Claus Hjort og Anne Aalund, til at stå i spidsen for projektet.
De rejser i uge 12 til Palæstina for at knytte kontakter og forberede turen til næste skoleår.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.