Global Wind Power skærer ned
Global Wind Power skiller sig af med aktiviteterne i Rumænien og Bulgarien, og 30 mister deres job

Adm. direktør for Global Wind Power Carsten Hedemann ser den nuværende udvikling i virksomheden som en turn around, som skal benyttes til et afsæt, når markederne er klar og virksomheden igen fået sin robusthed tilbage. Arkivfoto
THISTED:Vinden blæser, og det har den altid gjort.
Men den blæser ikke i tilstrækkelig grad i den retning, som Global Wind Power kunne ønske sig det. Virksomhedens relativ nytiltrådte adm. direktør Carsten Hedemann har som en af sine første operationer måttet skille sig af med 30 medarbejdere - heraf syv i Thisted - og skære aktiviteterne i Rumænien og Bulgarien bort.
Carsten Hedemann peger på et stramt kreditmarked som en væsentlig årsag til indskrænkningen af virksomhedens aktiviteter.
- Markedet for vindenergi i Europa er fortsat tilbageholdende, og finansieringen af den fornødne kapital er stadig en langsommelig affære for investorerne, siger han.
Derfor sætter Global Wind Power fokus på de nødvendige kompetencer, som er helt afgørende for den tidlige fase i udviklingen af projekterne.
- Desuden fokuserer vi nu fremover mod de mere sikre markeder, og det er Tyskland og Frankrig, siger Carsten Hedemann, og det betyder, at Global Wind Power sælger sine landeenheder i Rumænien og Bulgarien.
I Rumænien, Bulgarien og Danmark siger virksomheden farvel til 30 medarbejdere. De syv er ansat i Thisted.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.