Glyngøres superbrugs er landets næstbedste
Butikken slås kun af SuperBrugsen i Fensmark
Opdateret 03. juni 2014 kl. 13:04
SALLING: SuperBrugsen i Glyngøre er landets næstbedste.
Det mener kunderne i hvert fald. Og de er i følge Coop Danmark blevet spurgt i et repræsentativt udsnit til, hvad SuperBrugsen kæden kalder et ”kundemeter” - en måling, der gentages med regelmæssige mellemrum. I den seneste måling lykkedes det for første gang Glyngøre at komme i top 10, og alene den præstation skabte stor glæde i butikken.
- Glæden er endnu større nu naturligvis, siger uddeler Svenning Svenningsen.
Men han er også ganske ydmyg over resultatet.
- Jeg kan jo se i resultatopgørelsen, at det er helt afgørende, hvordan kunderne føler sig modtaget og behandlet i butikkerne. Vi scorer meget højt, og det betyder også, at anerkendelsen fuldt og helt tilfalder personalet. Det er deres indsats, der bringer os så højt op, siger Svenning Svenningsen.