Gode råd ganske gratis
Kun et mindretal af nordjyderne kender mulighederne for at få gratis juridisk hjælp
NORDJYLLAND: Kun hver tredje nordjyde kender til muligheden for gratis bistand hos Advokatvagten eller lignende resthjælpskontorer, ligesom kendskabet til egentlige juridiske rettigheder og retshjælpsforsikringer er stærkt begrænset.
Det viser en undersøgelse fra Danske Advokater. Helt nøjagtigt er det 36,1 procent af nordjyderne, der ikke aner, om der overhovedet findes en advokatvagt eller ej i deres nærområde.
I Nordjylland er der otte advokatvagter og fem retshjælpskontorer.
Når det kommer til fri proces, ved hver tredje nordjyde ikke, hvad fri proces betyder - nemlig at det offentlige betaler advokatudgifterne, dog afhængigt af husstandsindkomsten.
Også når det gælder retshjælpsforsikring, er mange nordjyder ikke klar over, om og hvordan de er dækket. 90 procent af alle danskere har en retshjælpsforsikring, men 47 pct. af nordjyderne ved ikke, at de i visse sager kan få forsikringen til at betale udgifterne ved en retssag, og kun 5 procent ved, hvilke sager deres retshjælpsforsikring dækker.
Endnu et eksempel på nordjydernes manglende kendskab til egne rettigheder: Når man hyrer en advokat, har man krav på et gratis prisoverslag, uanset hvor stor sagen er. Det er mindre end 10 procent af nordjyderne klar over.
- Danskerne bør oplyses bedre om deres rettigheder. siger Danske Advokaters direktør, Paul Mollerup, der medgiver, at advokatbranchen selv har et medansvar for at oplyse borgerne bedre om juridiske forhold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.