DEBAT Limfjordsforbindelse

Godt med nye initiativer, men vi venter stadig på den tredje limfjordsforbindelse

Af Kurt Bennetsen, direktør, Erhverv Norddanmark, Nyhavnsgade 2, 9000 Aalborg, www.erhvervnorddanmark.dk

LIMFJORDSFORBINDELSE:NORDJYSKE Stiftstidende skriver (31.10.) om et nyt samarbejde mellem Nordjyllands Beredskab, politiet, Vejdirektoratet og Limfjordstunnelens beredskab – et samarbejde, der skal sikre hurtigere afhjælpning i forbindelse med uheld i tunnelen.

Denne indsats på forsøgsbasis ligger i direkte forlængelse af et initiativ, som vi for et års tid siden tog i Erhverv Norddanmark. Her samlede vi efter en trafikdebat på DR/P4 gode kræfter fra blandt andet DR/P4, Nordjyllands Politi, Nordjyllands Trafikselskab, Vejdirektoratet, Aalborg Kommune, Aalborg og Omegns Vognmandsforening samt Aalborg-Nørresundby Kørelærerforening for at drøfte, hvad vi kan gøre for at fremme bedre trafikafvikling. Mens vi venter på Den Tredje Limfjordsforbindelse.

Et af de virkemidler dette forum har drøftet, er netop hurtigere indsats ved selv mindre uheld, så der ikke i samme omfang som nu opstår ofte meget omfattende kødannelser, selvom hændelsen i sig selv er begrænset og ikke burde resultere i de store forsinkelser.

Lige så glædeligt det er, at der nu bliver igangsat et målrettet forsøg, lige så bekymrende er det, at der ikke i Folketinget er taget konkrete skridt til at få Den Tredje Limfjordsforbindelse på finansloven.

Det centrale er fortsat sårbarhed – uanset hvor meget og hvor hurtigt der bliver ryddet op i tunnelen. Det er nødvendigt med flere limfjordsforbindelser, hvis vi for alvor skal kunne afhjælpe store forsinkelser på både gods- og persontransport. Og i Erhverv Norddanmarks optik er der ingen tvivl om, at Den Tredje Limfjordsforbindelse skal være en vestlig forbindelse, så der skabes ægte alternative transportveje til, fra, i og omkring Aalborg.

Det gøres ikke med en udvidelse af det eksisterende tunnelanlæg, men det er godt at læse, at der nu bliver gjort en ekstra indsats for at mindske trafikale hindringer – mens vi venter på Den Tredje Limfjordsforbindelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.