Gør det eksisterende bedre

Åbent brev til Ulla Astman. Torsdag 8. marts bragte Nordjyske Stiftstidende artiklen: 'Bunkers kan give turisme'.

I maj sidste år blev der gennemført et stort spil med afsæt netop i besættelsestiden i området ved Stützpunkt Süd og Bangsbo Museum.Arkivfoto: Henrik Louis

I maj sidste år blev der gennemført et stort spil med afsæt netop i besættelsestiden i området ved Stützpunkt Süd og Bangsbo Museum.Arkivfoto: Henrik Louis

Som historiestuderende begyndte jeg glædeligt at læse artiklen, da jeg synes, at det er på tide, at den brede befolkning får kendskab til Nordjyllands besættelseshistorie. Glæden var dog kortvarig, for jo længere ind i artiklen, jeg kom, desto mere frustreret blev jeg. Jeg er fuldstændig enig i, at der i kølvandet på filmen 'Hvidstengruppen' kan skabes nogle turistmæssige fordele, men jeg græmmede mig over Kaj Bertelsens uvidenhed. I stedet for at fokusere på de nordjyske tiltag inden for emnet 2. Verdenskrig/Besættelsestiden peger han mod Normandiet, hvor man ifølge ham har åbnet nye museer. Jeg er godt klar over, at du ikke kan eller skal stå til regnskab for Kaj Bertelsens udtalelser, men når du på et møde har diskuteret innovation og uddannelse inden for netop dette emne, så undrer det mig, at Bangsbo Museum og Bangsbo Fort i Frederikshavn (www.bangsbo.com) ikke er nævnt en eneste gang. Begge kulturinstitutioner hører under Nordjyllands Kystmuseum, og de har begge udstillinger omkring 2. Verdenskrig og i særdeleshed Besættelsestiden i Nordjylland. Bangsbo Museum har en permanent udstilling om emnet, som har hovedfokus på de mange svære valg, som danskerne stod over for i denne mørke tid. Dertil er Bangsbo Fort bygget op omkring Stützpunktgruppe Süd, som er et ganske stort område med adskillige tyske bunkers. Ud over at Stützpunktgruppe Süd havde en vigtig geografisk placering i forhold til militære transporter via Frederikshavn havn til og fra Norge, så husede stedet tilmed den kommandobunker, som var Seekommandantens (den øverst befalende over Nordjylland). Denne kulturinstitution kunne være hensigtsmæssig at inddrage i en fremtidig udvikling for Nordjyllands turisme. Hvad angår uddannelse, så er Bangsbo Museum og Bangsbo Fort lige nu i gang med projektet Digitales 2, som kombinerer interaktive digitale medier med historieformidling. Dette kan du læse mere om på denne hjemmeside: www.bangsboexperience.dk. Jeg er overrasket over, dette heller ikke er nævnt i artiklen, da projektet har fået regional støtte, og derfor 'burde' være på jeres radar. Kulturinstitutionerne er vigtige for Nordjylland, og der eksisterer mange, som kan bidrage til at gøre landsdelen attraktiv. Nyt er godt, men i mange situationer kan en forbedring af det allerede eksisterende være vejen frem. Jeg vil gerne understrege, at jeg synes, at det er positivt med en regional udviklingsplan, da jeg elsker mit Nordjylland. Jeg kan kun nikke ja til alle de udfordringer, som vores dejlige landsdel står overfor i fremtiden, og jeg håber, at vi fremover kan skabe et Nordjylland, som er attraktivt for tilflyttere, men så sandelig også for os studerende, som går en fremtid i møde uden de store jobmuligheder. Jeg er sikker på, at der befinder sig mange innovative nordjyder, som gerne vil gøre en indsats på dette område, men det kræver også personer med faglige kompetencer indenfor alle delområder, så udviklingsplanen kan blive en realitet. Jeg skal på ingen måde fortælle dig, hvordan det skal gøres, og derfor håber jeg også, at du anser mit brev som en oplysende og venlig henvendelse. Jeg har stor tiltro til, at Nordjylland for alvor bliver sat på Danmarkskortet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden