Gorter: Spillestilen passer mig i AaB
Den nye hollænder vil gerne spille offensivt
AALBORG: Mandag formiddag trænede den hollandske venstreback Donny Gorter for første gang med sine nye holdkammerater i AaB på Hornevej, efter han er hentet til klubben på en etårig lejeaftale.
Efter en kort visit i Aalborg i sidste uge blev parterne enige om en kontrakt, og Gorter kan i princippet få sin debut allerede onsdag aften i Champions League-kvalifikationen mod APOEL Nicosia på NORDJYSKE Arena.
- Jeg spurgte mig for hos en del danske spillere. Jeg havde selvfølgelig hørt, at AaB har vundet både det danske mesterskab og pokalturneringen. Så snakkede jeg med min holdkammerat i Alkmaar, Simon Poulsen, og han sagde, at AaB var en klub, der gerne ville spille offensiv fodbold, og det passer mig ganske fint. Det er også den type spiller, jeg er, siger hollænderen.
Den 26-årige back har også før været brugt på midtbanen i sine 145 kampe i den hollandske Æresdivision, og det er i alt blevet til 11 mål i karrieren.
- Jeg kan se, at backerne i AaB bliver brugt offensivt, og det er den form for fodbold, jeg godt kan lide. Og så ville det jo for alvor være en drøm, hvis det lykkes for os at komme i Champions League. Det ville i givet fald være første gang for mig, siger hollænderen, der har set en del af AaB’s kampe på video for at lære systemet.
Mandagens træning bruge han i stor grad på sidelinjen for at lure taktikken af, men han viste også gode evner med bolden og kommer helt fit til de danske mestre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.