Gratis er guld værd?

De er nemlig udmærket klar over, de muligheder, som internettet og særlige fysiske varer gemmer på for indtjening og profit. Du kan tjene penge ved at give ting væk gratis, hvis det, du giver, ikke koster noget for dig selv som virksomhed. Som fx point eller tid til at spille et spil på Facebook. En anden måde at gøre en forretning ud af at give ting væk handler om at bytte data. Hvis du som bruger laver en profil hos os som udbydere på nettet, og du giver lov til at disse information kan bruges til at lave statistik på, så indgår dine data i et større datasæt som repræsenterer en vis mængde viden. Og denne viden - uden at nogen data kan føres direkte tilbage til dig - kan så bruges af folk, der skal hjælpe andre med at blive bedre til at markedsføre via nettet. En tredje måde at tjene på at give ting væk sker, når den "kritiske masse" opnås. Det vil sige, at du får skabt et sted på internettet, hvor masser af brugere tjekker ind jævnligt, og fordi der er denne trafik, er pladsen attraktiv som annonceringsplads. En anden version af denne strategi er at udlove en eksklusiv præmie i bytte for særlige oplysninger om hvad du rent forbrugsmæssigt foretrækker. Der findes en fjerde måde at tjene penge på ved at give ting væk. Det klassiske eksempel er det verdensomspændende barberblads firma, som gav deres barberblade eller den første skægskraber gratis til kunderne, der så svarede med at begynde at forbruge barberskum og andre produkter i serien. Denne måde kaldes også "at hooke", eller at vænne forbrugerne til noget, som kræver indkøb af noget andet. Det kan godt være, at det virker lige til, når det bliver sat op på den her relativt simple måde. Men i de fleste tilfælde kræver det større investering overhovedet at komme i gang. Selv hvis du som virksomhed holder dig til internettet og alle de immaterialle ydelser, som ikke mindst findes på de velkendte sociale netværkssider. Som minimum kræver det masser af tid, både til programmering, til monitorering og til opdateringer. Et af de store buzzwords i den nye vidensbaserede oplevelsesøkonomi er forretningsmodeller. Oversat til dansk betyder det, hvordan vi kan få forbrugere til at betale for noget, som ikke direkte har nogen materiale substans eller værdi. Og endnu mere skærpet: Hvordan får vi forbrugerne til at betale for noget, som de selv skaber! Det er slet ikke galimatias. Fx betaler vi for adgang til oplevelsesparker, hvor en del af oplevelsen faktisk er, at der er mange mennesker, og at der er liv. Flere danskere betaler også gerne for det, de forstår som kvalitet, men som i tilfælde i virkeligheden blot er en mærkevare, som er blevet hypet i en sådan grad, at varen er blevet eksklusiv. Mode, tøj og smykker er eksempler på dette. Der er selvfølgelig den forskel, at adgang til oplevelsesparker og adgang til mærkevarer ikke er gratis. Det er vigtigt at slå fast, at freeconomy ikke er noget nyt fænomen. Men alligevel kan der være grund til at lære den nye net-vante generation lidt omkring, hvordan denne økonomi fungerer, og hvad logikken er bag alle de gratis glæder, som de oplever at kunne finde og få via internettet. For der er altid en regning der skal betales, selv i gratis økonomien. Det ved anti-ACTA aktivisterne udmærket, også selvom de har andre store punkter på deres dagsorden. ACTA-fortalerne og anti-ACTA aktivisterne er sjovt nok begge interesserede i at tjene penge. Men de er ikke enige om, hvilke modeller der skal ligge bag. Det skal blive spændende at følge. For hvor ender det? At der skal betales afgift, når musikken bag ens lejligheds- og eller festsang ikke er ens egen. Tem Frank Andersen er ph.d. og medieforsker ved Aalborg Universitet. Tilknyttet forsker på www.kia-innovation. Hjemmeside: http://tem-frank-andersen.blogspot.com. E-mail: tfa@hum.aau.dk.