Gratis kirke-kondomer i Nibe får ros
Folkekirkens uddeling af kondomer på musikfestival får opbakning
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:37
NIBE: Folkekirken uddeler gratis kondomer til årets Nibe Festival, og det er en rigtig god idé, mener organisationen Sex & Samfund.
- Vi er på en festival, og vi ved, at unge drikker og har sex. Kirken opfordrer i den anledning unge til at passe på sig selv og hinanden, siger ungdomspræst Marie Petersen.
Sex & Samfund, som er landets største organisation for seksuel sundhed og forebyggelse, jubler over den kirkelige uddeling af gratis kondomer:
- Det er super at sørge for kondomer på festivaler, for der er mange unge. Vi deler selv gratis kondomer ud på flere af sommerens festivaler, og vi bakker op om Aalborg Stifts initiativ, siger Marianne Lomholt, national chef i Sex & Samfund.
Det nordjyske folketingsmedlem Pernille Vigsø Bagge (SF), som er teolog, kalder den kirkelige kondom-uddeling for ”klogt, sjovt og fremsynet”.
Over hver fjerde i alderen 23-25 år har haft en sexsygdom, og mange unge undervurderer risikoen for at blive smittet ved sex, ifølge Sundhedsstyrelsen.
Den risiko vil Folkekirken i Aalborg Stift gerne være med til at mindske ved hjælp af gratis kondomer.
Folkekirken er til stede ved Nibe Festival med et døgnåbent telt, hvor der altid er en præst og et par frivillige på vagt.
Her kan unge festivaldeltagere komme ind og få en kop kaffe - og en snak med en præst, hvis de har brug for det.
Det tilbud på musikfestivalen har en del benyttet i de foregående år. Præsterne har haft mange samtaler med unge om alt fra kærestesorger til dødsfald og problemer i familien, oplyser Aalborg Stift.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.