Chok: Kæmpe ekstraregning - patienter flytter først ind i 2024
Ny, voldsom overskridelse af budgettet for det milliarddyre sygehusprojekt

Arkivfoto: Torben Hansen
AALBORG:Byggeriet af supersygehuset Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU) ramler nu ind i en ny forsinkelse, der gør det allerede voldsomt pressede byggeri, endnu dyrere.
Således forventes byggeriet at blive yderligere mindst seks måneder forsinket.
Og derfor kan patienterne først flytte ind i løbet af 2024, hvor det senest var planen, at det kunne ske i 2023. Det sker få måneder før håndværkerne ellers planmæssigt skulle have forladt byggepladsen i juni.
Forsinkelsen er også hovedårsagen til, at budgettet igen skrider: Denne gang med 130 millioner, som betyder, at der forventes at blive brugt mindst 372 millioner kroner for meget på det mere end 5 milliarder kroner dyre byggeri.
Det oplyser regionsrådsformand Mads Duedahl (V) til Nordjyske.
- Jeg er rigtig, rigtig bekymret over det, jeg kan se i rapporten. Og rigtig ærgerlig over, at vi er kommet hertil. Men jeg er også glad for at vi valgte at få lavet den her rapport. Det kan godt være, at det ikke er et fuldstændigt overblik over, hvor projektet ender, men det er da i hvert fald som minimum er her-og-nu billede af, hvor vi står. Og dét er jo desværre værre, end jeg havde troet, siger Mads Duedahl.
Til kaffe i ministeriet
Samtidig afviser han ikke, at flere udsættelser kan komme på tale.
Tallene fremgår af en ny rapport, som Mads Duedahl har bestilt projektledelsen til at udfærdige, og som blev fremlagt i regionens forretningsudvalg mandag formiddag.
80 millioner kroner ud af de 130 millioner kroner er til at holde byggepladsen i drift i yderligere et halvt år, mens cirka 50 millioner kroner er sat af til ekstraudgifter.
Når Region Nordjylland på et tidspunkt skal finde finansiering for et ekstra trecifret millionbeløb, foreslår regionsrådsformanden, at man henter inspiration i nogle af de andre sygehusbyggerier, som også har oplevet budgetoverskridelser. For eksempel Nordsjællands Hospital i Hillerød.
- Der har man fået en ekstraordinær mulighed for finansiering gennem et lån af staten. Den mulighed vil jeg også mene bør være gældende i Nordjylland. Alt andet vil være uretfærdigt, siger Mads Duedahl, som tilføjer, at han nu har inviteret sig selv på kaffe i Sundhedsministeriet.
Ulovlige el-installationer
Rapporten kommer efter, at Nordjyske i efteråret og over vinteren blandt andet har beskrevet, hvordan projektledelsen holdt en stor udfordring med ulovlige el-installationer hemmelig for både regionsrådet og Sundhedsministeriet.
Få dage efter et krisemøde i regionen i december 2021, trak projektdirektør Niels Uhrenfeldt sig fra posten og offentliggjorde sin pension. Han har sidste arbejdsdag den 31. marts 2022.
Region Nordjylland vil i slutningen af februar træffe beslutning om, hvem hans afløser bliver i et felt på 11 kandidater.
Problemet med el-installationerne blev i begyndelsen af året løst med en særlig dispensation fra Sikkerhedsstyrelsen, som betyder, at Region Nordjylland slipper med en mindre millionregning og ifølge projektledelsen ikke betød yderligere forsinkelser.
Men hos politikerne har det skabt bekymring for, hvilke andre skjulte problemer der potentielt kan koste forsinkelser og fordyrelser.
I januar 2022 kunne Nordjyske også fortælle, at regionen selv skal ud at finde finansiering for 200 millioner kroner ekstra, fordi det eksterne revisionshus, BDO, der holder skarpt øje med økonomien bag supersygehuset, vil have regionen til selv at tage risikoen for projektforsikringen.
Alvorlige fejl
Region Nordjylland har hele tiden regnet ind i sit budget, at den får udbetalt 200 millioner kroner fra projektforsikringen, fordi regionen mener, at totalrådgiveren Indigo har lavet alvorlige fejl.
Derfor har regionen anlagt en voldgiftssag mod Indigo.
Hvis NAU ikke får medhold i sagen og projektforsikringen dermed ikke udbetales, er overskridelsen 572 millioner kroner.
Fordi NAU er under skærpet tilsyn, skal projektledelsen hver eneste måned give en status til Sundhedsministeriet over tidsplanen og økonomien. I den seneste opgørelse i januar var ekstraregningen steget til 243 millioner kroner.
Det er regionens anlægsbudget, der primært finansierer overskridelsen, men ved udgangen af december 2021 var 35 millioner kroner fortsat ikke finansieret.
Efter den nye overskridelse er finansieringsbehovet vokset til 164 millioner kroner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.