NORDJYSKE vil interviewe statsministeren: - Stolen er klar, Mette

Statsminister Mette Frederiksen (S) bør komme til Nordjylland og forklare nordjyderne, hvorfor de fortsat skal betale mere i skat og stadig få dårligere service end i hovedstaden. Derfor har NORDJYSKE gjort en stol klar og vil nu invitere den nordjysk valgte statsminister på besøg - hver uge - indtil Mette Frederiksen siger ja til et interview

Stolen er klar. NORDJYSKE er klar. Nu venter vi blot på, at statsminister Mette Frederiksen (S) sætter sig i stolen og svarer på spørgsmål om udligning. Foto: Torben Hansen

Stolen er klar. NORDJYSKE er klar. Nu venter vi blot på, at statsminister Mette Frederiksen (S) sætter sig i stolen og svarer på spørgsmål om udligning. Foto: Torben Hansen

I disse dage er der kaos på Christiansborg angående udligningssystemet. Socialdemokratiet vil ikke udlevere beregninger og har forberedt ufine angreb på Venstre. Men udligningssystemet er så vigtigt for økonomien i de nordjyske kommuner, at det politiske fnidder i Folketinget minder om en børnehave med lige så få pædagoger, som der er råd til i Nordjylland.

- NORDJYSKEs gravergruppe har dokumenteret hvor skævt og uretfærdigt udligningssystemet er. Regeringens udspil vil ikke rette op på dette. Derfor synes vi, at det er på sin plads, at Mette Frederiksen kommer til Nordjylland og forklarer regeringens udspil, siger Jens Peter Svarrer, der er chefredaktør på NORDJYSKE.

Hør Jens Peter Svarrers opfordring til statsministeren

Høj skat, lav service

NORDJYSKE indledte artikelserien "Høj skat, lav service" i oktober 2017. Her dokumenterede vi, at udligningssystemet ikke alene var uforståeligt og uforklarligt, men også fungerede stik imod hensigten om, at alle kommuner skal have en økonomi, så der er et "nogenlunde ensartet serviceniveau" i landets 98 kommuner.

Eksempelvis har Frederikshavn Kommune hvert år de seneste ti år brugt mellem cirka 5.000 og 9.000 kroner mindrepr. barn i daginstitutioner end Gentofte Kommune. Og tilsvarende på ældreområdet.

Frederikshavns borgmester Birgit Hansen (S) deltog i 2018 i et journalistisk liveshow, hvor hun blandt andet fortalte om, hvordan kommunen er ringere stillet økonomisk end eksempelvis Gentofte Kommune. Arkivfoto: Lars Pauli

Frederikshavns borgmester Birgit Hansen (S) deltog i 2018 i et journalistisk liveshow, hvor hun blandt andet fortalte om, hvordan kommunen er ringere stillet økonomisk end eksempelvis Gentofte Kommune. Arkivfoto: Lars Pauli

Til gengæld har Birgit Hansen (S) og resten af byrådet i Frederikshavn brugt mellem 12.000 og 18.000 kronerpr. borger i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomster, hvor Gentoftes borgmester Hans Toft (K) blot har brugt mellem 6.000 og 7.000kroner pr. borger i samme gruppe.

De to kommuner har i alle årene haft det samme antal kroner pr. borger til rådighed.

Og læg så dertil, at pædagoger og andre borgere i Frederikshavn betaler 26,2procent i kommuneskat, mens direktører og andre borgere i Gentofte blot betaler 22,8procent.

- En lang række af kommunerne i udkantsområderne er kommet i en situation, hvor kommuneskatten er høj, og servicen er lav. I gamle dage var det omvendt. Da var kommuneskatten lav i Jylland og høj på Sjælland og i hovedstadsområdet. Det er klart en fordel at være en rig kommune frem for en fattig, udtalte professor Poul Erik Mouritzen fra Aarhus Universitet til NORDJYSKE 16. oktober 2017 i artiklen "Provinsen er presset".

I videoen nedenfor fortæller journalist Caspar Birk, hvor mange flere pædagoger og sosu'er de nordjyske kommuner kunne ansætte, hvis de havde råd til at bruge lige så mange penge på daginstitutioner og ældrepleje, som man har i København

Intet interview

Allerede i 2017 forsøgte NORDJYSKE at få et interview med Mette Frederiksen, der på det tidspunkt "blot" var formand for Socialdemokratiet. NORDJYSKE forsøgte også i januar 2020 at få Mette Frederiksen til at stille op til interview i forbindelse med præsentationen af regeringens udspil til et nyt udligningssystem.

Men i lighed med tidligere valgte den nordjysk valgte statsminister at fortælle om udligning via et interview med Avisen Danmark, der udgives af Jysk Fynske Medier.

- Det vigtige er velfærd, retfærdighed og i allerhøjeste grad balancen mellem land og by, udtalte Mette Frederiksen 28. januar til Avisen Danmark.

Alligevel viser det sig, at regeringens udspil vil betyde færre millioner til flere pressede kommuner i provinsen, heriblandt Hjørring, hvor borgmester Arne Boelt (S) har truet med at trække sig som følge af Mette Frederiksens udspil.

Arne Boelt havde aldrig troet, at Mette Frederiksens udspil til en udligningsreform betød et milliontab for Hjørring Kommune og ikke gør op med den skævhed, der er i systemet. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Arne Boelt havde aldrig troet, at Mette Frederiksens udspil til en udligningsreform betød et milliontab for Hjørring Kommune og ikke gør op med den skævhed, der er i systemet. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Intet interview - igen

Også i denne uge har vi forsøgt at få et interview med statsministeren. Men hendes pressesekretær Christian Moselund Aaby afviste nok en gang og henviste i stedet til social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

- Mette Frederiksen er jo også til rådighed en gang imellem, når hun stiller sig frem foran Folketingssalen, så kan man også stille sig op og spørge.

NORDJYSKE: Nu er det ikke bare lige et halvt gang-interview, vi beder om. Udligningssystemet er lidt kompliceret, så det vil ikke være noget, vi ønsker.

- Derfor vil det også være mest relevant, at man talte med ressortministeren (Astrid Krag, red.).

NORDJYSKE: Jeg synes faktisk, at Mette Frederiksen fremlagde ret præcist, hvad hendes ønske var for en bedre udligning, da hun stillede op til interview i både Avisen Danmark og DR.

- Det er heller ikke fordi, at statsministeren ikke har styr på det. Jeg siger bare, at ressortministeren også kan svare på de spørgsmål, der måtte være.

NORDJYSKE: Vi har en særlig interesse i statsministeren, da hun er valgt i Nordjylland og derfor må antages at have en interesse i sine vælgere heroppe. Men det er jo op til hende.

- Ja, okay. Jeg noterer det, og så må du ringe, når du vil. Det skal du være velkommen til, sagde Christian Moselund Aaby.

Inspiration fra Ekstra Bladet

Nu prøver NORDJYSKE - igen. Og denne gang har vi ladet os inspirere af journalist Bo Elkjær, der 671 dage i træk rykkede for et interview med daværende statsminister Anders Fogh om bevæggrunden for at gå med i Irakkrigen i 2003.

- Nu er vi nordjyder jo et besindigt folkefærd, så vi vil nøjes med én rykker om ugen. Men selvom vi er besindige, så vil vi ikke behandles dårligere end resten af landet. Det bliver vi nu, og det har vi oplevet igennem en længere årrække, hvor især København og en række kommuner i Nordsjælland har haft så god en kommunal økonomi, at de kan tilbyde deres borgere både en lavere skat og en markant bedre kommunal service - uanset hvor meget deres borgmestre råber op i øjeblikket, siger Jens Peter Svarrer.

Chefredaktør Jens Peter Svarrer viger gerne pladsen i stolen for statsminister Mette Frederiksen. Foto: Torben Hansen

Chefredaktør Jens Peter Svarrer viger gerne pladsen i stolen for statsminister Mette Frederiksen. Foto: Torben Hansen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.