Kommunal økonomi

Nyt udligningskiks: Pensionister talte med som børn

Onsdag fik landets kommuner at vide, hvor mange penge de får næste år i tilskud og udligning. Men en stor fejl betyder, at Social- og Indenrigsministeriet har trukket udmeldingen tilbage

I går fik landets kommuner at vide, hvilken økonomi de har til rådighed i 2021. Men tallene var helt forkerte.
I går fik landets kommuner at vide, hvilken økonomi de har til rådighed i 2021. Men tallene var helt forkerte. Foto: Torben Hansen

Opdateret 23. juni 2022 kl. 11:34

En regnefejl, der ville flytte trecifrede millionbeløb fra landkommuner til bykommuner - hvert år. Det var ifølge nichemediet NB-Økonomi konsekvensen af den udmelding, som Social- og indenrigsministeriet gav landets 98 kommuner i går.

Det kommunale udligningssystem har i de seneste år været genstand for flere - opdagede - fejl og mere kritik end normalt.

NORDJYSKE har blandt andet beskrevet, hvordan manglende oplysninger om udlændinges uddannelsesniveau kostede milliarder i provinsen - og i stedet endte i rige kommuner i primært København og Nordsjælland.

En række kommuner med Hjørring og Vesthimmerland i spidsen truede med sagsanlæg, men det blev skrinlagt, da regeringen sammen med en række andre partier i maj præsenterede en ny udligningsaftale, der så bedre ud for kommunerne i provinsen samt indeholdt en direkte kompensation til de kommuner, der var blevet snydt på grund af de manglende oplysninger om manglende udlændinges uddannelsesniveau.

Dog ikke på et niveau, så alle kommuner kan levere et "nogenlunde ensartet serviceniveau", har flere eksperter påpeget.

Pensionister talte med som børn

Men nu er den gal igen. I går offentliggjorde Social- og Indenrigsministeriet de beløb, som landets 98 kommuner skal levere offentlig service for i 2021. Men de så langt fra ud som man havde forventet.

Økonomien var væsentligt forbedret for de største kommuner, mens land- og yderkommuner fik en økonomisk ørefigen. Det skyldes en fejl, der fik pensionister til at tælle med som børn. Og derfor har Social- og Indenrigsministeriet trukket tallene tilbage.

"Fejlen er opstået som følge af en generel ændring i kommunernes kontoplan. Ændringen betyder, at der fremover skal indlæses flere detaljer for at adskille konteringen af udgifter til blandt andet ældre og børn i kommunerne. Det har i forbindelse med udmeldingen medført, at en del af ældreudgifterne maskinelt er blevet indlæst som udgifter til børn", skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Social- og Indenrigsministeriet har nu rettet op på fejlen og sendte en ny tilskudsudmelding til kommunerne torsdag aften.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden