Gravestop ved Åsted
Regionen lægger op til at fjerne område fra ny råstofplan
ÅSTED: Det er formentlig helt slut med at hente sand og grus op af undergrunden i Åsted ved Frederikshavn. I hvert fald lægger regionens administration nu op til, at området udtages af Råstofplan 2016.
Der er gravet sand og grus flere steder nær Åsted gennem årtier, men alle grusgravene er i dag nedlagt.
Baggrunden for at udtage Åsted fra råstofplanen er en afstemning i regionsrådet 25. oktober i år. På mødet stemte et flertal mod at udstede tilladelse til at åbne en ny grusgrav i området, selv om regionens råstofgruppe havde indstillet at give tilladelse.
Naboer, men også Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Forsyning havde forinden protesteret kraftigt mod genoptagelse af råstofudvindingen. Især fordi den skulle foregå i nærheden af Frederikshavn Forsynings vandboringer.
Kommunens hovedargument var, at råstofudvinding indebærer en risiko for forurening af grundvandet ved indsivning af overfladevand fra marker i nærheden, hvor der udbringes spildevandsslam som gødning.
Frederikshavn Kommune henter en stor del af sit drikkevand ved Åsted. Indvindingen skal øges de kommende år for at kompensere for, at boringer ved Skagen nedlægges på grund dårlig vandkvalitet.
Specialkonsulent Niels Peter Mortensen, regionens råstofgruppe, oplyser, at der skal holdes partshøring, inden der træffes politisk beslutning om at udtage Åsted af råstofplanen.
I den første høringsfase om den nye råstofplan blev der udsendt høringsbreve til alle berørte. Men kun jordejere bliver partshørt om at tage området ud af råstofplanen. Det hænger sammen med, at udtagningen kan stille jordejerne økonomisk dårligere, mens andre beboere ikke påvirkes negativt, forklarer Niels Peter Mortensen.
Frederikshavn Kommune har også anmodet om få to graveområder ved Sæby udtaget fra råstofplanen, fordi de ligger i vandindvindingsområder. Men det indgår ikke i det nye oplæg fra regionens administration.
Særbehandlingen af graveområdet ved Åsted skal ses på baggrund af den særlige betydning Åsted har for drikkevandsforsyningen til Skagen, forklarer Niels Peder Mortensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.