Gravhøje er kulturarv

OPFORDRING:Der er mange ting vi i hverdagen tager for givet. Jeg skal ikke her forsøge at lave en liste, men blot påpege ét element, som desværre får meget lidt bevågenhed: vedligehold af vores fælles kulturarv - fortidsminderne. Jeg tænker især på gravhøjene. Mariagerfjord Kommune er den kommune i landet, hvor vi er mest mangfoldigt beriget med gravhøje, både store og små, og hvis man går ind på www.kulturarv.dk, kan man se, at der er ikke færre end 1000 fredede fortidsminder - heraf langt de fleste gravhøje. Mange gravhøje bliver desværre ikke plejet af lodsejeren. Det er vigtigt at fjerne træer og buskads, men rødderne skal for alt i verden blive stående, for at formindske det naturlige forfald mest muligt. Man har faktisk en forpligtigelse til at forestå denne pleje lige såvel som at overholde, at der er en dyrkningsfri bræmme på to meter omkring gravhøjen og forhindre kreaturers færden på gravhøje. Der er også en 100 meters radius om hver gravhøj, hvori der ikke må ske ændringer af arealerne. Når der vokser tæt buskads på en gravhøj, kan regnvandet erodere jorden væk. Mens trærødderne er levende, så forkorter de gravhøjens levetid betragteligt - og det er jo synd og skam, at vi ikke udviser rettidigt omhu, for hvis et stort træ på en gravhøj vælter i en storm, kan skaderne på en gravhøj være forfærdeligt ødelæggende. Fredningsmyndighederne har i sin tid gjort et kæmpe stykke arbejde med at registrere og datere gravhøje, men deres store arbejde vil jo blive en forgæves handling, hvis ikke vores generation passer og plejer højene. Vi har faktisk et ansvar for det! Så opfordringen fra By & Land, Mariagerfjord er: tag en eftermiddag ud af kalenderen og aftal med en lodsejer med en gravhøj at give et nap med for at bevare kulturarven for vores efterkommere. Med en ganske lille indsats gør man en stor forskel for eftertiden og du kan på den måde også være med til at synliggøre gravhøjene for nutiden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden