Grethe Hostrup har et hjælpeprojekt i Israel
Hun giver de fattigste familier en hånd - med tøj og mad gennem sin nystartede forening HUMIS
SÆBY: I sidste uge skrev vi om den tidligere sygehjælper Grethe Hostrup og hendes ny projekt HUMIS - humanitært arbejde i Israel - hvor hun hjælper med at samle tøj til børn og penge til familier i nød. Hun har primært fokus på de fattige palæstinensere, der ofte lever under meget kummerlige kår.
Og hun brænder virkelig for sagen.
- Jeg tror ikke på, at jeg kan redde verden, men jeg kan gøre en forskel - og jeg er bestemt ikke frelst. Men jeg kan f.eks. give af min overflod, siger Grethe Hostrup.
Når hun får donationer, tager hun ned og fordeler gaverne eller pengene direkte. Og hun har allerede bygget et godt netværk op i Jerusalem og Betlehem.
- Jeg kender en ung kristen, palæstinensisk enke, der har hjulpet mig at finde familier, der trænger til hjælp. Det betød, at otte familier i Jerusalem og Betlehem fik både senge, sengetøj, vaskemaskine, komfur, sygeforsikring og mad. For os er det en selvfølge, men for dem betegnede det nærmest en luksus, de ikke turde håbe på, fortæller Grethe Hostrup.
Familier i nød får hjælp
Hun skeler ikke til, hvilken religion, de mennesker, hun hjælper, tilhører.
- Vi fordeler det til både jødiske familier og kristne og jødiske palæstinensere. Jeg har opgivet at sende tøj derned, for det er meget, meget dyrt, og det når sjældent frem. Men nu er jeg blevet tilknyttet den frivillige hjælpeorganisation Zahret Almada’n i Jerusalem. Navnet betyder vist ”Byens Rose” - og dér deler man tøj ud til fattige familier. Derfor kan jeg lige så godt give de penge, folk donerer til HUMIS, videre til Zahret Almada’n. For også de hjælper bredt - uden religiøs tilknytning. De uddeler brødbilletter til fattige familier, så familierne kan hente brød hos bageren hver dag, siger Grethe Hostrup.
Værelset på Via Dolorosa
Hun har nu fået lov at leje et lille værelse i den bygning, organisationen har til huse. Og huslejen går ubeskåret til hjælp til familierne på stedet.
- Det er en helt fantastisk ting, at jeg fik lov til at leje mit helt eget rum. Og nu har jeg fået det indrettet spartansk, med bord, stol og seng. Som en ekstra luksus er der en altan, hvorfra der er en skøn udsigt. Jeg tager derned igen i april, ja, jeg har besluttet at holde påske dernede. Så kan jeg sidde på min lille altan og se alle de fantastiske processioner på Via Dolorosa, siger Grethe Hostrup.
Mange fonde giver afslag
Men tilbage til de barske realiteter, for projektet HUMIS har brug for penge til hjælp. Ellers er der ikke megen grund til at rejse til Israel. Men hun har bestemt planer om at få mere gang i HUMIS aktiviteter.
- Jeg har søgt Dronning Margrethes fond, kronprins Frederiks Fond, 1. maj Fonden, Danfoss udland, Lars Larsen samt 40 Odd Fellow Loger - og fået afslag fra alle som én. Jeg har også søgt en privat fond og har fået 15.000 kr. og den søger jeg igen til april. Så længe mine midler er så begrænsede, vil jeg primært støtte familier ramt af sygdom. Det vil sige sørge for en helbredsforsikring og give dem skolepenge, fortæller Grethe Hostrup.
Lokale kvinder organiseres
Og så er der hendes allernyeste idé, som gerne skal kunne realiseres - så hurtigt som muligt.
- Jeg har en stor drøm. Jeg vil rigtig gerne starte noget, der kan fortsætte - og hvile i sig selv. Derfor vil jeg arbejde med at organisere en flok lokale kvinder i gang med et projekt, så de kan forsørge sig selv ved at sælge det, de fremstiller. Men det kræver virkelig kapital - så det bliver mere vanskeligt, end det, jeg selv kan klare - rent økonomisk. Men hvis man ikke forsøger, får man ikke tingene til at lykkes. Så jeg forsøger da, slutter Grethe Hostrup.
Det stopper ikke hér
For at det ikke skal være løgn, har hun endnu en drøm. Hun vil nemlig finde et hus, der kan bruges som gæstehus for f.eks. danske rejsende - det skal drives af lokale kvinder - men også dét kræver kapital.
Du kan hjælpe Grethe med at hjælpe på:
www.grethemariahostrup.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.