Uddannelse

Grønland får lov at fange hvaler

Flertal i Den Internationale Hvalfangstkommission for at give kvote til Grønland

Grønland er pr. international definition beboet af et oprindeligt folk, og der sikrer nu tilladelse til at fange et antal hvaler. Arkivfoto
Grønland er pr. international definition beboet af et oprindeligt folk, og der sikrer nu tilladelse til at fange et antal hvaler. Arkivfoto

KØBENHAVN / NUUK: Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) gav mandag på sit møde i Slovenien med stemmerne 46 for og 11 imod Grønland en kvote til årligt at fange 164 vågehvaler, 19 finhvaler, 10 pukkelhvaler og 2 grønlandshvaler i Vestgrønland samt 12 vågehvaler i Østgrønland i perioden 2015-2018.

Grønland har i to år stået uden godkendte kvoter, idet det ikke lykkedes at få IWC’s opbakning til landsstyrets kvoteønske i 2012. Udenrigsministeriet og Grønlands landsstyre har i fællesskab gennemført omfattende internationale konsultationer for at opnå en løsning, som både Grønland og IWC kunne acceptere.

Til et oprindeligt folk

Kvoterne tildeles Grønland som oprindeligt folk for at dække et subsistensbehov og er accepteret af IWC’s videnskabelige komite som biologisk bæredygtige. Samtidig vedtog IWC, som led i beslutningen et forslag fra EU, der skal styrke IWC’s forvaltning af oprindelige folks fangst.

Udenrigsminister Martin Lidegaard udtaler i forbindelse med beslutningen:

- Jeg er meget glad for, at det sammen med Grønlands landsstyre er lykkedes at sikre storhvalskvoter til Grønland på det niveau, som landsstyret har ønsket, vel at mærke på et bæredygtigt grundlag ud fra de videnskabelige anbefalinger.

Kvoterne vil give Grønlands fangersamfund sikkerhed for fangsten de næste fire år, og samtidig har IWC besluttet at styrke sin forvaltning af oprindelige folks fangst, siger han.

Martin Lidegaard vurderer, at beslutningen også styrker hvalfangstkommissionen:

- Danmark vil også fremover arbejde aktivt for at styrke IWC som den centrale globale organisation til beskyttelse og forvaltning af verdens hvaler.

Sammenhold giver styrke

Formand for Grønlands Landsstyre, Naalakkersuisut, Aleqa Hammond understreger:

- Det er et godt resultat, som anerkender det store arbejde som Danmark og Grønland sammen har lagt i denne sag. Vores resultat i IWC, viser hvor meget Danmark og Grønland kan opnå når vi står sammen. Hvalfangsten har stor økonomisk og kulturel betydning for Grønland, og det er vigtigt, at der nu er sikret forståelse for dette i IWC. Jeg er glad for, at vi med Danmarks støtte er nået så langt med at forklare vores interesser.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden