Guldsmed åbner efter skudepisode
Guldsmed Ole Agger Hansen har i dag åbnet sin butik, hvor der torsdag eftermiddag blev affyret et skud under et røveri
Opdateret 23. maj 2016 kl. 16:27
BRØNDERSLEV: 17 timer efter, at der ved et røveri blev skudt, har guldsmed Ole Agger Hansen fredag formiddag igen åbnet sin forretning i Algade i Brønderslev.
- Man siger jo, at når en pilot falder ned i et fly, så skal han hurtigst muligt op igen. Og det, tror jeg, der er noget om, hvis man altså kan klare det, lyder det fra Ole Agger Hansen.
Torsdag kort efter klokken 17 opdagede en ekspedient røveren, som med en pistol truede hende til at gå tilbage til baglokalet. Inden guldsmeden nåede at opfatte, det var et røveri, gik han selv ud i butikken. Her var en kunde forgæves i færd med at få røveren ud af butikken. Pistolen blev herefter rettet mod guldsmeden, som løb ud i baglokalet.
Skød efter konen
- Jeg prøvede at genne pigerne ud i baglokalet, men min kone rendte ned i forretningen igen. Og der stod han så og pegede på hende, og hun gemte sig bag disken. Så bankede han pistolen ned i disken, og så gik skuddet af, forklarer Ole Agger Hansen.
Ingen blev ramt af skuddet, og røveren tog herefter flugten med nogle smykker i en eller anden form for pose eller taske. I alt varede røveriet 45 sekunder. Men oplevelsen fylder meget mere i hukommelsen.
- Jeg må indrømme, at jeg ikke kan lide, at der er nogen, der skyder efter min kone. Hun sagde, hun havde sovet udmærket i nat. Men jeg tror ikke rigtig, det er gået op for hende, hvor tæt hun var på at blive ramt af projektilet. Hende, der først opdagede røveren, måtte tage hjem, efter at hun ellers var mødt ind her til morgen. Da vi åbnede døren, kom det hele tilbage, fortæller guldsmeden.
Op til 10 års fængsel
I følge politikommissær Kristian Nørgaard Thomsen fra Lokalpolitiet i Frederikshavn, så er der tale om et røveri af særlig farlig karakter, fordi der blev affyret et skud.
- Vi ved jo nu med sikkerhed, at der var mulighed for at affyre skud, og så er det særligt farligt, og man risikerer op til 10 års fængsel.
Politiet skal fredag have lavet flere tekniske undersøgelser på stedet og gennemse videoovervågningen. Indtil videre er mange vidner blevet afhørt.
- Der er ikke så mange maskerede mænd med pistol i Algade, så det bliver jo bemærket sådan noget sidst på eftermiddagen, bemærker Ole Agger Hansen.
To røvere
Indtil videre er politiets signalement af røveren, at han er en yngre mand af almindelig bygning på omkring 185 til 190 centimeter. Han bar en hættetrøje, som muligvis var grå, og cowboybukser. Efterfølgende blev røveren samlet op af en anden mand iført hættetrøje på en mørk knallert.
Det er endnu ikke opgjort, hvad røveren præcis fik med sig - udover nogle øreringe.
Det er i øvrigt første gang, at Guldsmed Hansen er udsat for et væbnet røveri, men der har på det seneste været en række større indbrud i en række butikker i midtbyen.
- Hvis den nye politiskole kommer til Brønderslev, så ville der da være noget at øve sig på, bemærker Ole Agger Hansen tørt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.