Gule ærter i lange baner
Gryderne fyldt op med 1700 liter ærter til aftenens generalforsamling i Nørresundby Bank

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AALBORG:1700 liter gule ærter.
Så meget skal der til, når 2890 aktionærer i Nørresundby Bank i aften sætter sig til bords i Aalborg Kongres & Kultur Center for at deltage i bankens generalforsamling. De tørre tal skal vanen tro fordøjes med en menu, der består af gule ærter med flæsk og pølse.
Fremmødet er det hidtil største til bankens generalforsamling, og både Aalborghallen og Europahallen er taget i brug til arrangementet. I år må sågar balkonpladserne i Europahallen inddrages for at få plads nok, og nogle af gæsterne må følge beretningen på storskærm.
Arrangementet er det største i årets løb for Restaurant Papegøjehaven, og med 1700 liter gule ærter er der formentlig også en pænt slat ærter tilbage, når bordene er ryddet.
- Så mon ikke vi skal have gule ærter til frokost onsdag, siger restauratør Lars Mouritzen.
Nu vi er ved tal, så kan det også nævnes, at der skal 132 tjenere til at servere ærterne. Der er brugt 425 kilo saltet flæsk, 380 kilo medisterpølse, 170 kilo gulerod i tern, 127 kilo selleri i tern, 85 kilo perleløg og 127 kilo porrer i skiver for at skabe et nærende måltid til aktionærerne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.