Guten Abend Aalborg
5000 fans gyngede med til tysk slagermusik i Gigantium. Se billederne fra koncerten

Hansi Hinterseer i fin form til koncerten i Aalborg. Foto: Michael Koch.
Tysk slagermusik har altid haft et publikum i Danmark, men musikgenren har aldrig været mere populær end lige for tiden. Det kunne ses fredag aften, da 5000 slagerfans var mødt frem til Hansi Hinterseer-koncert i Gigantium i Aalborg. Den østrigske storcharmør og verdensstjerne er i gang med sin europæiske turné, der inkluderer 44 koncerter i ni forskellige lande. I torsdags var slagerkongen og tyrolermesteren i København og lørdag var der koncert i Horsens. Men fredag var hengivet koncerten i det nordjyske og den ellers så kæmpe store sal i Gigantium var næsten fyldt helt op. Inkarnerede fans Det var dog langt fra kun nordjyder, der havde fundet vej til den nordjyske koncert. Flere inkarnerede fans kom fra andre landsdele og rundt om i salen blev der sågar viftet med norske flag. Flere af de fremmødte kom fra de mange officielle Hansi Hinterseer-fanklubber, heriblandt de to danske klubber. Den ellers så udbredte slager-musikgenre er ilde set blandt det yngre musikpublikum og det var da også fortrinsvis mennesker godt oppe i årene, der havde fundet vej til Gigantium. Symbolet på livsglæde Hansi Hinterseers livsglæde og jubeloptimistiske musik står i skærende kontrast til det meste af det musik, de unge lytter til nu om stunder. Hinterseers musik er især populært blandt dem, der har brug for noget ekstra for at komme gennem dagligdagen. Se billeder fra koncerten her Og blandt aftenens publikum fandt man da også flere personer med rollatorer, folk i kørestol og andre med krykker. Folk i smerte, enten fysisk eller psykisk, der lyste op, da Hansi Hinterseer gik på scenen. En mand, der for mange mennesker er selve symbolet på livsglæde. Synger til kvinder Og så er han selvfølgelig også symbol på kærligheden. Langt størstedelen af publikummet bestod af kvinder, hvis hjerter smelter, hver gang Hansi kaster sig ud i en af sine mange kærlighedssange, såsom "Zwei Herzen im Mondschein". Mens kvinderne faldt i svimer over den østrigske stjerne, kunne de mange fremmødte ægtefæller nyde de unge korpiger Brigitte Guggenbichler og Pia Holy. Damernes ven på 58 år forsøger ikke at benægte, at han har et godt øje for de unge kvinder og nogle ville måske nok anse ham for at være lidt af en gammel gris, men den til tider ret så uhæmmede flirten er gjort med så meget glimt i øjet, at han blot virker kæk og selvironisk. Tyk selvironi Der er ekstrem meget selvironi i Hansi Hinterseers optræden. De mange musiknumre brydes op af små videoklip, hvor Hansi blandt andet har problemer med golfbolde. Og for at vise, hvor blødsøden han er, viste han også flere gange sit yndlingsklip, med en pandamor, der bliver forskrækket over sin unge, da den nyser. En mand, der ikke er bange for sine følelser. Det er noget, der var i høj kurs hos publikummet fredag aften og derfor var flere fra publikummet oppe og lægge røde roser og alskens gaver ved scenekanten. Ved koncertens sidste numre forlod mange af tilskuerne deres pladser og samledes ved scenen, hvilket dog var til stor gene for dem, der sad på de forreste rækker. Selvom Hansi Hinterseer forlængst er blevet en verdensstjerne, har han holdt fast i sine østrigske rødder. Det er svært at sige, hvor mange blandt publikum, der reelt forstod de tyske sangtekster og Hansi Hinterseers mange tyske taler til tilskuerne, men det betyder heller ikke noget, om man forstår teksterne. Dels fordi de er trivielle i sig selv, og især fordi en Hansi Hinterseer-koncert slet ikke handler om indholdet af sangene, men om sangerens udstråling og smittende livsglæde.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.