Gylleudslip i vandløb afværget
Landmand sørgede selv for, at 200 kubikmeter gylle ikke løb ned i Bangsbo Å ved at grave huller med rendegraver

En gylletank på en gård i nærheden af Gærum sprang torsdag aften læk. Beredskab og landmand sørgede for, at 200 kubikmeter gylle ikke løb ned i Bangsbo Å. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
GÆRUM:Torsdag aften brast en mur sammen i en gylletank på en gård i nærheden af Gærum. Gården ligger tæt på Bangsbo Å, og der var bekymring for, at gyllen skulle løbe ned i åen.
Her til morgen har en miljøtekniker fra Frederikshavn Kommune været ude og se på omfanget af forureningen. Efter hans bedste vurdering er der ikke løbet noget gylle i Bangsbo Å.
Det skyldes primært, at landmanden var snarrådig og med sin egen rendegraver fik gravet render og huller, der dæmmede op for den store mængde gylle. Samtidig fik han også hurtigt fat på beredskabet, som hjalp til med at få stoppet gylleudslippet ved at sætte en stor, oppustelig bold ned i et afløb og pumpe den op med gas, som forhindrede gyllen i at flyde længere.
Miljøet slap med skrækken
De mange kubikmeter gylle endte i en kunstig sø, hvor det lykkedes at inddæmme det meste af olien.
- Det var et held for miljøet, at de ekstraordinære mængder gylle løb til en dam lige neden for gylletanken.
Det siger Ib Møller fra Frederikshavn Kommunes Center for Teknik og Miljø. Han var ude og se på skaderne fredag morgen.
- Hvis gyllen havde kunnet rende ned i åen over længere tid, ville det have haft konsekvenser for Bangsbo Å, mener Ib Møller.
Tank med i alt 400 kubikmeter gylle
Han fortæller, at der var omkring 400 kubikmeter gylle i tanken, og at omkring halvdelen af det løb ud af et stort hul i væggen.
Der er endnu ikke klarhed over, hvordan muren kunne brase sammen. Det skal landmanden nu have rådgivere til at se på, så der også kan komme klarhed over forsikringssituationen med den ødelagte gylletank.
Miljøtekniker Ib Møller har kontaktet den lokale fiskeriforening for at fortælle dem, at de efter hans bedste vurdering ikke har noget at frygte for miljøet i Bangsbo Å.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.