Gyllevogn væltede på hovedvej
Gyllen strømmede ud, og uheldet skabte problemer på hovedvej lige nord for Ålbæk
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:03
ÅLBÆK: En gyllevogn med op mod 20 tons gylle væltede fredag ved 16.30-tiden på på Ålbækvej lige nord for rundkørslen nord for Ålbæk.
Gyllen væltede ud, og uheldet skabte trafikproblemer på den meget trafikerede hovedvej.
En kranvogn og slamsugere blev sendt til stedet, og fredag aften meddelte Nordjyllands Beredskab, at der igen blev åbnet for Ålbækvej omkring kl. 20.30.
Frem til ved 19-tiden var én vejbane åben, så trafikken langsomt kunne komme forbi, men da gyllevognen skulle hives op fra vejgrøften og fragtes væk på blokvogn, måtte hele vejen afspærres.
Der var dog etableret omkørsel.
Fjernelsen af gyllen ville vare måske frem mod midnat, vurderede indsatsleder Bo Isaksen fra Nordjyllands Beredskab fredag aften.
Omkring 15-20 mand deltog i oprydningsarbejdet.
Ingen personer kom noget til, da den store gyllevogn væltede.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.