Gymnastikken ramt af lederkrise

Brønderslev-forening har brug for flere hænder for at overleve

Randi Villadsen Bækhøj og Lisbeth Andersen er på jagt efter personer til bestyrelsen i den store forening. <i>Hans Ravn NORDJYSKE Medier</i>

Randi Villadsen Bækhøj og Lisbeth Andersen er på jagt efter personer til bestyrelsen i den store forening. Hans Ravn NORDJYSKE Medier

BRØNDERSLEV:Brønderslev Gymnastík Forening, der med sine 900 medlemmer, er blandt de store gymnastikforeninger i landet, er inde i en krise, idet der mangler bestyrelsesmedlemmer til at tage over.

Foreningen har kørt på nedsat blus, og nu råber de nuværende bestyrelsesmedlemmer vagt i geværet, og opfordrer forældre til at gå ind i arbejdet i foreningen.

- Det skulle jo ikke gerne ende med, at foreningen må lukke ned. Det må ikke ske, siger de.

- Det kan være små som store opgaver, interesserede kan påtage sig, siger formand Lisbeth Andersen.

Lisbeth Andersen har selv været sygemeldt det meste af efteråret, og hun stopper på generalforsamlingen 19. april. Lotte Vangsted er stoppet som kasserer. Tilbage i bestyrelsen er kun Emilie Engelbrecht Kristensen.

Foreningens blæksprutte, Randi Villadsen Bækhøj, overvejer stadig sin fremtid i BGF. Hun har i efteråret været fungerende formand, næstformand, kasserer og sekretær ved siden af sit fuldtids-arbejde.

Dog har foreningen nu søgt hjælp til regnskabsarbejde hos DGI Nordjylland.

Både julefest og fastelavnsfest er aflyst på grund af mangel på hænder. I fjor var det også planen at markere foreningens 85-års fødselsdag, men det blev begrænset til et indslag ved forårs-opvisningen.

Lisbeth Andersen og Randi Villadsen Bækhøj håber, at der er forældre, der melder sig.

- Det kan være til mindre opgaver som at arrangere julefest, fastelavnsfest, stå for lokaler med mere.

Det er ikke kun på bestyrelsessiden, det kniber med hjælpere. Der er fire hold, der ikke kunne oprettes på grund af ledermangel, og der er hold med 43 gymnaster på, som med fordel kunne deles, hvis der var flere instruktører.

Undertiden har gymnastikforeningen kunnet trække på instruktører, der er elever på Nordjyllands Idrætshøjskole, og måske har en instruktøruddannelse fra deres hjemklub.

- Vi kunne godt bruge flere hjælpeinstruktører, der kunne have en mentor, inden de kan få deres eget hold.

Instruktørerne får et skattefrit vederlag, men de frivillige får ingen betaling. Der er også forældre, der er instruktører.

- Når der er forårsopvisning, er der et fast hold, der sørger for at flytte redskaber ind i hallen og ud igen. Her er vi godt kørende.

- Vi har løseligt overvejet, om vi skulle ansætte en person i foreningen til det praktiske, men det vil betyde en fordobling af kontingentet, så det er blevet ved ideen.

Bestyrelsen har prøvet at prikke forældre på skulderen med en opfordring til at løse opgaver i foreningen, men det har foreløbig ikke givet bonus.

Lisbeth Andersen mener, at der er en generel tendens til, at forældre er meget fortravlede.

- De går måske også i fitnesscenter. Hvis der var et fitnesscenter i tilknytning til Nordjyllands Idrætshøjskole, kunne forældrene træne, mens børnene er til gymnastik. Det kunne være godt, mener Lisbeth Andersen.

Gymnastikforeningen har den årlige forårsopvisning søndag 19. marts i Brønderslev Hallerne. Den skal afvikles.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.