Gymnastikvenner fejrer jubilæum
Reception og opvisninger i Hobro Idrætscenter.
HOBRO: I år er det 25 år siden, støtteforeningen Gymnastikkens Venner blev stiftet med det formål at hjælpe lokalforeningerne og dermed gymnasterne i Hobro-området med at gøre nogle ting, som ellers ikke ville blive gjort lokalt og slet ikke regionalt.
Kontingentet fra de 120 medlemmer og penge fra de arrangementer, Gymnastikkens Venner deltager i, deles ud igen til eksempelvis køb af nye redskaber i en lokalforening og lederuddannelse. I 10 år uddelte vennerne gymnastikprisen, og ni gange har vennerne haft hold afsted til Blume-stævne på Gran Canaria. Endelig har Gymnastikkens Venner hver tredje år arrangeret opvisningsaften i Hobro Idrætscenter, hvor tilskuerne får en oplevelse ud over det sædvanlige.
Omfattende program
10. maj gør vennerne det igen og inviterer til reception og om aftenen opvisninger af elevholdene fra Ollerup Gymnastikhøjskole.
Gymnastikkens Venner har gennem flere år lagt billet ind på netop at få elevholdene at se, og arrangementet har desuden deltagelse af Viborg Gym Team elitehold fra Gymnastik- og Idrætshøjskolen i Viborg og Bydrengene fra Århus.
All Star Gran Canaria
Endelig arbejder vennerne på en opvisning af et All Star Gran Canaria-hold.
- Alle ni hold siden 1989 vil blive inviteret til en træning med henblik på at give en opvisning i 15 minutter om aftenen 10. maj, fortæller Poul A. Christensen fra Gymnastikkens Venner, Hobro.
- Det er vi meget spændt på. Det bliver en fantastisk eftermiddag og aften. Vi glæder os, tilføjer han.
Af sted igen
Gymnastikkens Venner sender i jubilæumsåret igen et hold af sted til Gran Canaria - i øvrigt for 10. gang.
Der er sendt papirer ud til lokalforeningerne om at udpege drenge og piger fra 12 til 18 år til et nyt hold. Første prøvetræning bliver før sommerferien, og efter sommerferien går det løs hver søndag formiddag 14 gange før afrejsen sidst i november.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.