Håbefuldt budskab
Kampagne har fokus på, at det nytter at støtte u-lande
Opdateret kl. 16:47
AALBORG: Fredag eftermiddag blafrede en masse balloner på Gabels Torv i Aalborg. De havde teksterne ”Håb” og ”Løs”, og forbipasserende blev så opfordret til at slippe ballonerne med teksten ”Løs” fri, så der ikke længere stod håbløs - men Håb.
Bag kampagnen stod Verdens Bedste Nyheder, som er et samarbejde mellem FN, Danida og de danske udviklingsorganisationer. De har en udfordring i at fortælle danskerne, at det nytter noget at bidrage til eksempelvis den kommende Danmarks Indsamling til fordel for Afrika.
Kampagneleder Nikolai Lang uddelte små sedler med opmuntrende budskaber:
”Antallet af ekstremt fattige i verden er halveret siden 1990”.
”Der dør nu 14.000 færre børn om dagen end i 1990”.
9 ud af 10 børn i u-landene går i skole”.
Danmarks Indsamling 2013 finder sted fredag 8. februar - blandt andet med et stort show i Aalborg Kongres & Kultur Center.