Håbets Pris til CT CaféTeatret

Håbets Pris uddeles på Åsen Teater i pinsen

Arkivfoto <i>Hans Ravn</i>

Arkivfoto Hans Ravn

STERUP:Christian Lollike, der er dramatiker og kunstnerisk leder af CT CaféTeatret i København, modtager i år Håbets Pris.

Det sker ved en fest på Åsen Teater pinsedag.

- Christian Lollike får Håbets Pris for en modig nytolkning af det folkelige teater med tabuet som middel og dialogen som mål, fortæller Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen fra Åsen Teater.

- Han skaber et flerstrenget politisk teater, hvor modforestillinger og uforudsigelighed er hjørnestolper i værket. Udgangspunktet er som oftest et tabubelagt emne, som f.eks. attentatet på tvillingetårnene d. 11. september 2001 i det ellers usårlige New York, Breiviks massemord midt i den nordiske velfærdshave eller vægtkontrol og selvcensur hos verdens mest overfladisk lykkelige folk - danskerne.

- Lollike griber os der, hvor vi mindst venter det og fører os til centrale livsvigtige dilemmaer, som vi ellers helst ville være foruden:

- Hvem var han egentlig, denne Breivik (”Manifest 2083”, 2012), og hvordan lever vi med hans handlinger og sind i forhold til vores egen forståelse af os selv som humane Skandinavere. Kan han virkelig være en af os? Og hvis han ikke er gal, hvilke rødder i nordisk kultur er han så eksponent for? Er vi medskyldige?

- Eller - Kan den 11. september virkelig betragtes som et æstetisk underværk (”Underværket”, 2005), som komponisten Stockhausen hævder det på trods af menneskelig lidelse? Og er hungersnøden i Afrika ikke bare en kedelig gentagelse af fluer i øjnene på sorte børn med alt for tynde arme?

- Eller: - Er man endegyldigt fortabt i det moderne liv (”Det normale liv”, 2011), hvis man ikke er tynd og trimmet med kontrol over bug, lår og baller.

Eller: - Kan du og jeg stadig redde verden. ”Komsmisk frygt”, 2008), selvom vi forbruger løs, ringeagter DSB og tar flyveren i øst og i vest?

- Det er sådanne spørgsmål og mange flere, som Lollike med sine stykker stiller os. Fordi hans teater ikke er entydigt, men derimod flerstrenget, er der ingen lette løsninger. Alle stemmer er ligeværdige, om det er os selv, Mary og Frede eller en ung tysk nynazist. Alle får vi taleret.

- I Lollikes Teater lokkes og tvinges vi til at se i modforestillinger. Vi bringes i dialog, og det er netop kernen i et moderne folkeligt teater, fortæller Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden