Håndboldens godfather Årets Ankermand 2013
Lotte Kiærskou overraskede og hyldede halinspektør Erik Bang
STRANDBY: Erik Bang, allestedsnærværende halinspektør i Bannerslundhallen siden hallens start i 1982, blev Årets Ankermand 2013.
Overrækkelsen fandt sted i forbindelse med Strandby Fiskefestival, og der var ikke et øje tørt på kajen i Strandby, da den tidligere landsholdsspiller og dobbelte OL-guldvinder i håndbold Lotte Kiærskou holdt en fremragende tale for den mangeårige halinspektør, håndboldtræner, talentspejder med mere.
- Jeg har - sagt i al beskedenhed - haft den store ære at vinde OL-guld to gange. Første gang var i Sydney i Australien i år 2000. den første jeg ringede til kort efter kampen var slut, var den person, som har den største andel i de to guldmedaljer. Det er samme person, som nu skal herop og kåres. Årets Ankermand er selvfølgelig - Erik Bang, sluttede Lotte Kiærskou sin tale.
Ikke kun håndbold
Forinden havde hun rost Erik Bang for altid at være der og sætte rammerne med god, inspirerende og målrettet træning.
- Det kræves der. Hvis et lille samfund med så få beboere kan præstere at levere ikke færre end 15 y-, u- og a-landsholdsspillere til den største indendørssport, vi har i kongeriget, nemlig håndbold, ja, så kræves det, at nogen ofrer ALT for det, sagde Lotte Kiærskou, der også fremhævede Erik Bangs opdragelse, humor og engagement.
- Håndboldskoene er sat på hylden, men målrettetheden, engagementet og humoren bruger jeg hver dag i mit liv i Viborg, både som lærer, men også som mor, kæreste og ven. De gaver, vi unger fik med fra vores barndom i Hallen, var ikke kun af håndboldmæssig karakter. De var langt større. Og det allerbedste og vigtigste, som jeg husker, er at der var plads til alle uanset talent og evner, sagde Lotte Kiærskou.
Wilbek: Det skal Lotte da ...
Lions Club Bannerslund havde egentlig først spurgt landstræner Ulrik Wilbek, om han ville overrække prisen til håndboldens godfather fra Bannerslundhallen.
- Men selv om Ulrik også kender og ved en del om Årets Ankermand, så tror jeg nu alligevel, at jeg kender ham bedre.Det mente Ulrik vist også. I hvert fald sagde han, da han ikke selv kunne: ”Det skal Lotte da ...”
Udover de flotte ord og hæderen fik Erik Bang et maleri lavet af Strandbypigen Ditte Ejlerskov, der som Lotte Kiærskou har en fortid som en af Erik Bangs utallige håndboldspillere fra Bannerslundhallen.
Fiskefestivalen i Strandby blev et tilløbsstykke. På fem timer omsatte Lions Club Bannerslund for 108.000 kroner og overskuddet bliver på cirka 60.000 kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.