Håndboldklubber indgår samarbejde
To nordjyske håndboldklubber vil fremover hjælpe hinanden
VENDSYSSEL: Fra næste sæsons begyndelse vil de to håndboldklubber VRÅ/Børglum IF Håndbold og Vendsyssel Håndbold indlede et amarbejde, som udspringer af et i forvejen velfungerende samarbejde med Idrætscenter Vendsyssel.
De to hold har i løbet af de seneste par sæsoner spillet nogle kampe imod hinanden, og det har nu dannet basis for det fremadrettede samarbejde. Et samarbejde, som man forventer sig meget af i Vendsyssel Håndbold.
- Vi ser frem til et godt samarbejde. Samarbejdet ligger helt i tråd med de visioner, vi har i klubben om, i fællesskab med klubberne i Vendsyssel at udvikle spillere, herunder skabe vilkår der gør at spillerne bliver i Vendsyssel, siger direktør i Vendsyssel Håndbold Jan Hansen.
Også hos VRÅ/Børglum IF er der glæde at spore.
- Vi glæder os til et godt samarbejde med Vendsyssel Håndbold som er Vendsyssels flagskib indenfor damehåndbold, siger formand i klubben Martin Jin.
Samarbejdet består i, at Vendsyssel Håndbold fremover skal træne en gang i ugen i Idrætscenter Vendsyssel, hvorefter Vendsyssel-træner Lars Rasmussen nogle gange bliver i hallen og er med omkring træningen hos herre- og dameseniorholdene i Vrå/Børglum IF.