Hård kritik af Bolig Hjørring
Bolig Hjørrings ledelsesstil blev voldsomt kritiseret af ekstern konsulent, som fik besked på at vende bilen, da han skulle fremlægge sin rapport

Der var i opstarten med store Sociale Helhedsplan i Hjørring Vest by tilknyttet en ekstern konsulent, der i skarpe vendinger kriserede ledelsen i Bolig Hjørring. Arkivfoto: Bent Bach Bent Bach
HJØRRING:Kort før den tidligere sekretariatsleder for helhedsplanen i Hjørring Vestby, Karl Kirkedal, blev fyret midt i oktober sidste år, var en ekstern konsulent på vej med en rapport, der retter en sønderlemmende kritik mod den øverste ledelse i Bolig Hjørring og administrationsselskabets styring af helhedsplanen, samt ledelsens behandling af Karl Kirkedal.
Uansvarlig ledelse
” Jeg kan ikke længere deltage i denne seance som konsulent.. Det er min opfattelse, at Bolig Hjørrings ledelse fuldstændig negligerer konkrete problemstillinger, enten som resultat af uansvarlig ledelse eller som en del af en strategi for at få Karl Kirkedal til at forlade sin stilling”, skriver konsulent Kurt Lerche blandt andet i sin rapport, efter at have været tilknyttet den sociale helhedsplan i Hjørring Vestby i 14 måneder.
Kurt Lerche er en respekteret faglig kapacitet blandt boligselskaberne. Han er tidligere kredskonsulent i Boligselskabernes Landsforening og chefkonsulent i Landsbyggefonden, der bidrager med de mange millioner til helhedsplaner i de almennyttige boligselskaber.
Han var blevet hyret af Bolig Hjørring til at følge den store omstilling af arbejdsopgaverne hos områdesekretariatet i Hjørring Vestby, og driften af Kulturcafeen som omdrejningspunktet i Vestbyen.
”Bolig Hjørrings ledelse har end ikke ønsket at diskutere fremsendte forslag vedrørende projektet organisering og lederens funktioner. Karl Kirkedals ledelsesopgaver er langt ud over, hvad der er ansvarligt”, skriver Kurt Lerche, der flere gange rådede Karl Kirkedal til at søge andet arbejde.
Problemer med demokratiet
Konsulenten pegede også på problemerne med beboerdemokratiet og dannelsen af fraktioner - både blandt ansatte og blandt beboerne i området, Det har siden fået balladen til at eskalere.
NORDJYSKE erfarer, at Kurt Lerche aldrig fik lejlighed til at fremlægge sine konklusioner for Bolig Hjørring. På vej fra sit hjem i Århus til et planlagt møde i Hjørring fik han 6. oktober sidste år, besked om, at mødet var aflyst.
NORDJYSKE har haft kontakt med Kurt Lerche, som ønsker at lægge sagen bag sig, og han vil ikke kommentere kritikken yderligere.
Han bekræfter dog, at det var Bolig Hjørrings ledelse, der selv hyrede og betalte ham for at følge udviklingen i Hjørring Vestby.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.