Bordtennis

Forgæves kamp om føringen

Nordjyderne fightede, men trak det korteste strå i weekendens topkampe i Danmarks bedste bordtennisrække

Privatfoto
Privatfoto

Opdateret kl. 18:23

BORDTENNIS: B75´s førstehold spillede i denne weekend to svære udebanekampe i Stigadivisionen, og nordjyderne må nu se sig degraderet fra en førsteplads til en tredjeplads i tabellen..

Lørdag spillede holdet mod en af dette års mesterskabsfavoritter Kvik Næstved, og søndag imod de seneste 5 sæsoners mestre BTK61 Roskilde.

Som ventet blev det en svær opgave for B75, og på trods af lørdagens gode indsats blev en 4-3 stilling vekslet til en 5-3 stilling til Næstved, der således vandt knebent over gæsterne.

Søndag delte nordjyderne med de regerende mestre fra Roskilde. Efter ligeværdig kamp blev resultatet 4-4, og B75 blev således det første hold, som tager point fra mesterskabsfavoritterne fra Roskilde i indeværende sæson.

Formand og holdleder for førsteholdet, Simon Rokkjær, er godt tilfreds med weekendens indsats.

- Vi taber med mindst mulig margin 3-5 til Næstved, og spiller uafgjort 4-4 imod Roskilde. Med lidt held, havde vi måske kunne rejse hjem med 2 eller 3 point - men jeg er ganske tilfreds med det ene point og spillernes flotte indsats, siger Simon Rokkjær i en pressemeddelelse fra klubben.

Efter weekendens kampe ligger B75 med 7 point nu på 3. pladsen i Stigadivisionen, samme pointantal har Roskilde på 2. pladsen, og på førstepladsen ligger Næstved med 8 point.

Næste kampe for B75 i Stigadivisionen er 20. januar imod Hillerød og 21. januar imod Penthouse CPH i København. Begge kampe spilles på udebane.

Gå til relaterede emner

Forsiden