Fodbold

Hæder til frivillige

Årets medhjælper samt modtager af Henrik Niss mindelegat blev lørdag aften hædret foran godt 200 deltagere

Christian Fynsk (t.v.) overrakte DBUs sølvnål til Kaj Robert Jensen.	Foto: Lars Pauli
Christian Fynsk (t.v.) overrakte DBUs sølvnål til Kaj Robert Jensen. Foto: Lars Pauli

NØRHALNE: Fremad Nørhalne havde inviteret til leder- og medhjælperfest i Nørhalne Hallen lørdag aften. DBUs sølvnål blev uddelt til en af de mange ildsjæle i foreningen.

Formand Claus Svendsen bød velkommen og sagde blandt andet, at festen var en tak til de mange frivillige, som sikrer en succesfuld afvikling af Nørhalne Cup.

Formand for region 1 i DBU Jylland, Christian Fynsk, var mødt op for at hædre Kaj Robert Jensen med DBUs sølvnål for de mange års frivillige indsats.

Første tillidspost var træner i 1966. Siden har Kaj Robert Jensen siddet i forskellige udvalg, bestyrelsen samt været formand for ungdomsfodbolden. Nu er han tovholder for IFNs sølvnåleklub, og han er ved at samle materiale til en bog, som IFN vil udgive ved klubbens 100-års jubilæum i 2019.

Kirsten Holland blev kåret som årets medhjælper. Hun har været meget aktiv inden for gymnastikken i IFN og siddet i gymnastikudvalget siden 1973. Håndbolden har også haft gavn af Kirsten Holland, som har spillet i snart 30 år, og hun er en del af det vores frivillige cafeteria-hold og medhjælper til Nørhalne Cup i de seneste mange år.

Desuden blev Henrik Niss Mindelegat uddelt for 3. gang. Legatet er oprettet af Fremad Nørhalne for at mindes og ære foreningens mangeårige formand og ildsjæl, Henrik Niss, der døde i 2010.

Formålet er at videreføre de tanker og den ånd, som prægede Henrik Niss arbejde for foreningen, hvor han stod bag og grundlagde Nørhalne Cup, C-holdet og multipoweridræt.

Hans enke, Inge Larsen, begrundede valget af årets legatmodtager, formand for ungdomsudvalget, Mike Charnock.

Han har været med i ungdomsudvalget siden 2006 og været med til at præge den store udvikling, som ungdomsfodbolden har været gennem de seneste mange år med et stadig stigende antal spillere.

De seneste fire år har han været ungdomsformand og siddet i bestyrelsen.

- Man kan i Mike altid regne med gennemtænkte kommentarer. Han tager stilling og er god til at holde fast i de værdier, som gennemsyrer vores forening, sagde Inge Larsen.

Desuden er Mike Charnock kampfordeler og har han i en årrække været ungdomstræner, kontaktperson til fodboldskolen og medvirket til opstart af Åben Klubhus. Endelig er han medlem af Nørhalne Cup udvalget og med til at stå for afviklingen af Nørhalne Elite Cup på AaB’s anlæg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden