Handicapidræt

Hædret for håndboldinitiativ

Camilla "Stuggi" Thomsen, der tog initiativ til at starte Special Olympics hold på Mors, er årets modtager af handicapprisen på Mors

Berit Staugstrup, formand for DH-Morsø, Gerda Kjær Hansen, DH, og Anders Holmgaard, formand for dommerkomiteen, overrakte handicapprisen i form af Fugl Fønix i glas samt en check og en buket blomster til Camilla ”Stuggi” Thomsen. Foto: Bo Lehm
Berit Staugstrup, formand for DH-Morsø, Gerda Kjær Hansen, DH, og Anders Holmgaard, formand for dommerkomiteen, overrakte handicapprisen i form af Fugl Fønix i glas samt en check og en buket blomster til Camilla ”Stuggi” Thomsen. Foto: Bo Lehm

Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:55

NYKØBING: Camilla Gylden Thomsen, bedre kendt som "Stuggi", fik fredag eftermiddag overrakt handicapprisen for at have taget initiativ til at starte håndbold for udviklingshæmmede i regi af HF Mors.

Det er Danske Handicaporganisationer, der i samarbejde med Morsø Kommune uddeler prisen hvert år efter indstilling fra borgerne.

Denne gang foregik overrækkelsen af prisen i forbindelse med Frivilligcenter Mors’ nytårskur for øens foreninger. Det betød, at salen på Støberigården var fyldt med mennesker.

Berit Staugstrup, formand for DH-Morsø, og Anders Holmgaard, formand for dommerkomitéen, overrakte i fællesskab prisen, der består af et kunstværk og en check på 10.000 kroner, til Camilla "Stuggi" Thomsen.

Inspireret af at have set en Special Olympics opvisningskamp i Herning, inviterede Camilla "Stuggi" Thomsen i 2015 til prøvetræning. 15 spillere mødte op, hvilket var nok til at starte et hold.

Siden er det kun gået fremad. Nu har HF Mors hele 36 Special Olympics-spillere, der træner hver onsdag eftermiddag. Spillerne er i alderen 15 til 62 år. Nogle kommer helt fra Skive og Thisted for at være med.

Gå til relaterede emner

Forsiden