Hædret for sin gæstfrihed
Kvindelig receptionist i Skallerup Klit Ferieby fik sig en overraskelse.

Siden 1999 har Hanne Langthjem haft den daglige kontakt med gæsterne på Skallerup Klit. Nu er hun blevet hædret for sit værtskab. Foto: Bente Poder
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hanne Langthjem, receptionist på feriecenteret Skallerup Klit, fik sig noget af en overraskelse, da hun var på arbejde i fredags. Pludselig blev hun kaldt ind til en forsamling af mennesker, hvor hun fik overrakt et diplom, et lille kunstværk og en buket blomster af Lars Enevold Pedersen, direktør i VisitNordjylland. Turistforeningen vil gerne sætte gæstfrihed og godt værtskab højt på dagsordenen i den nordjyske turisme. Derfor har VisitNordjylland skabt en værtskabspris, der hvert år hædrer ekstraordinært gæstfri og kompetente nordjyder inden for turismebranchen. Prisen er i år gået til Steen Madsen fra Skallerup Klit og Camilla Hansen, Mia Westergaard Bech og Charlotte Dahl Christiansen fra Fårup Sommerland. Der blev dog også plads til hædrende omtale af receptionisten fra Skallerup Klit, der har modtaget et diplom for godt værtskab. - Jeg var meget overrasket og beæret. Jeg havde slet ikke set det komme og jeg er utrolig taknemlig for, at ledelsen har indstillet mig og at VisitNordjylland har givet mig prisen, fortæller Hanne Langthjem. Hanne Langthjem er en del af et hold på seks, der står for udlejningen af feriecentrets værelser og hytter, samt den daglige kontakt med gæsterne, når de kommer til receptionen. - Jeg synes, at jeg gør et godt stykke arbejde. Jeg føler, at jeg er en god kollega og at gæsterne er tilfredse med mit arbejde, siger Hanne Langthjem, der har arbejdet på Skallerup klit siden 1999. - Men vi løfter alle i samlet flok her på Skallerup Klit og vi har et rigtig godt team, fastslår hun. Gør en ekstra indsats I indstillingen til VisitNordjylland beskrives Hanne Langthjem som venlig, imødekommende og lyttende og som et fantastisk eksempel for alle kolleger i feriecentret. - Jeg synes det er rigtig godt, at VisitNordjylland uddeler denne pris, da det viser, at de værdsætter alle de ting, der bliver gjort rundt i det nordjyske, fortæller Hanne Langthjem - Og det får jo os ansatte til at gøre en ekstra indsats, for man kan se, at der bliver lagt mærke til de ting man gør, slutter hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.