Haitis premierminister overlever drabsforsøg nytårsdag

Der er dyb bekymring for embedsmænds sikkerhed i Haiti, siden at landets præsident blev skuddræbt i juli.

FILE PHOTO: Haitian Prime Minister Ariel Henry inaugurated as Minister of Culture and Communication, in Port-au-Prince <i>Ralph Tedy Erol/Reuters</i>

FILE PHOTO: Haitian Prime Minister Ariel Henry inaugurated as Minister of Culture and Communication, in Port-au-Prince Ralph Tedy Erol/Reuters

Bevæbnede mænd forsøgte uden held at dræbe Haitis premierminister, Ariel Henry, under en begivenhed i weekenden.

Det oplyser premierministerens kontor i en erklæring mandag.

Episoden fandt sted lørdag, da Ariel Henry forlod en kirke i den nordlige by Gonaïves, hvor han havde deltaget i en markering af Haitis befrielsesdag.

Her blev premierministeren forsøgt skudt af gruppe mænd, han beskriver som "banditter og terrorister".

Premierministerens sikkerhedsstyrker svarede igen med skud, og ifølge lokale medier blev en person dræbt og mindst to såret under skududvekslingen.

Disse oplysninger er dog ikke blevet bekræftet af politiet.

Ariel Henry slap uskadt fra hændelsen. Han var inden ceremonien i kirken blevet advaret af gruppen om at sætte sin fod i byen.

Premierministerens kontor oplyser, at der er blevet udsendt en arrestordre på de mistænkte, der skød mod Ariel Henry.

Angrebet har fornyet bekymringerne for embedsmænds sikkerhed i Haiti. Det fattige land har været præget af politisk uro siden drabet på præsident Jovenel Moïse i juli.

Efter Moïses død har Ariel Henry været indsat som midlertidigt statsoverhoved. Landet har ikke fastsat en dato for, hvornår der skal vælges ny præsident.

/ritzau/