Hajer i svømmehal lillejuleaften
Der er ingen grund til at rejse til sydligere himmelstrøg for at svømme i "Det Røde Hav" i juledagene.
Man behøver såmænd bare at tage en dukkert i svømmehallen i Hobro Idrætscenter 23. december.
- Vi forsøger med en hel masse nye tiltag i denne tid, og vores instruktører og livreddere har en klar fornemmelse af, at rigtig mange gerne vil dyrke motion i juledagene, hvor mange har fri, fortæller centerchef i Hobro Idrætscenter, Poul Søndberg.
- I fjor var dagen, hvor man kunne bade i Det Røde Hav sammen med hajer og juveler, en kæmpesucces, og det er vi helt sikre på, at det også bliver i år.
- Der er ingen tvivl om, at der bliver gang i svømmehallen 23. december, forudser centerchefen.
Svømmehallen i Hobro var ellers tidligere lukket i juledagene, men i år er den åben både tirsdag, onsdag, torsdag og fredag mellem jul og nytår.
Derudover holder Hobro Idrætscenter åbent i motionscenteret alle juledagene. Syv af dagene er der arrangeret julecirkeltræning i tidsrummet fra kl. 9 til 10.
Tirsdag 27. og onsdag 28. december vil idrætscenteret desuden blive fyldt med en masse glade ungdomshåndboldspillere, når HIK/ Rosendal afvikler sin traditionelle Jule Cup i håndbold.
Mere udførlige oplysninger om de forskellige juleaktiviteter i Hobro Idrætscenter kan findes på hjemmesiden www.hobroic.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.