Hald: Ligaen er tæt
Aalborg Håndbold kan indtage førstepladsen i dag, og det skyldes en tæt herreliga

Arkivfoto: Nicolas Cho Meier Nicolas Cho Meier - NORDJYSKE Medier
GUDME:På trods af en dårlig start med to tabte udekampe denne sæson kan Aalborg Håndbold indtage førstepladsen, når de møder GOG i eftermiddag.
Og det skyldes i høj grad en tæt Boxer Herreliga, lyder det fra Aalborg-profil og stregspiller Simon Hald.
- Det er positivt. Niveauet på mange af holdene er hævet, og vi er ikke de eneste, som har tabt kampe til hold, som vi på papiret burde vinde over. De hold, der ligger i den nedre halvdel, bliver bedre år for år. Så ligaen bliver skam tættere, siger den 203 centimeter høje spiller.
Men det er alligevel ikke placeringen i tabellen, som trækker opmærksomhed i truppen så tidligt på sæsonen.
- Man kan altid kigge i tabellen. Men så tidligt på sæsonen kan den være lidt misvisende, og man tænker ikke allermest på det. Men det kunne være rart med en sejr over dem, man kommer til at kæmpe med pointmæssigt senere hen, siger Simon Hald.
Kampen spilles klokken 17.10 i GOG Arena.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.