Halvgod Hausgaard

Niels Hausgaard: "Love Babe"

Signe Svendsen er tilbage på Niels Hausgaards Love Babe-turné. Måske skulle han vælge gæster, der kunne give ham lidt mere modspil.Foto: Martin Damgård

Signe Svendsen er tilbage på Niels Hausgaards Love Babe-turné. Måske skulle han vælge gæster, der kunne give ham lidt mere modspil.Foto: Martin Damgård

Sidst i første sæt af showet "Love Babe" synger Niels Hausgaard som så ofte før en vise om broren og svigerinden. Broren kan ikke forstå, at deres gæster ikke griner af vitsen om hunden, der sagde mjav. Den har ellers altid været sjov, men "det var kun os to, der grinte". Lige præcis den pointe kan meget vel ende med at ramme Hausgaard selv. Vi griner stadig af hans vendelbo-lune, men vi griner ikke så højt og så længe som tidligere. Det hele er ved at blive rutinepræget forudsigeligt. Vi ved, hvad der kommer, vi kender hans holdninger, og hans pointer er tæt på at komme historierne i forkøbet. Han overlever mest af alt, fordi forudsigelighed nu engang har sit bundloyale publikum, og så fordi der ikke er nogen unge hanner i antilopeflokken, der gør ham rangen stridig - for nu at bruge et af hans egne billeder. Niels Hausgaard har altid været bedst i sine små underfundige hverdagsbetragtninger om livet langt fra de hippe og trendy storbymiljøer. Hold op, hvor har vi i årenes løb grinet af hans pæreformede storebror og svigerinden med det tunge underansigt. De er stadig med, selvom Hausgaard egentlig har lovet dem at lade være. Men kilden er vist ved at tørre ud. I stedet redder Hausgaard denne gang æren med en historie om hans ven, tillidsmanden, der ligesom alt for mange midaldrende mænd kaster sig over motionscykling og ender med at komme galt afsted i en elevationsseng på sygehuset. Lige dér griner vi højt og længe - ad os selv eller nogen, vi kender. Men de øjeblikke er der længe imellem. Politisk er Hausgaard som bekendt parkeret et godt stykke ude på venstrefløjen og ærgrer sig nok over, at regeringsmagten har skiftet hænder. Han lover ganske vist, at han nok skal komme efter den nye regering - han skal bare først finde ud af, hvad den vil. Indtil da får vi blandt andet en "messe til Støderen" (Liberal Alliances fattigdomsfornægtende Joachim B. Olsen) med den elegante slutlinje: "Så tag jer dog sa-amen". Lidt senere siger Hausgaard som en kommentar til statsministerens tale i anledning af Danmarks overtagelse af EU-formandskabet: "Hun støder i hvert fald ikke nogen". Den slags små sproglige finter og referencer er showet fuldt af. Det er sådan noget, Hausgaard er rigtig god til. Musikalsk er hans shows svære at skelne fra hinanden. Viserne lyder som altid ens - man kunne ønske sig, at han ville vælge musikalske gæster, som kunne give ham lidt mere modspil. Signe Svendsen ser brandgodt ud og synger fantastisk, men hun gør, hvad hun kan, for at falde i ét med tapetet, og det er synd. Og så har Hausgaard alligevel en musikalsk overraskelse i ærmet. Til slut i showet afslører han, at han for at være med på noderne har købt en japansk trommemaskine, som han nu er lidt skuffet over, fordi den ikke kan holde takten. Hvorefter han og Signe - og trommemaskinen - kaster sig ud i en kostelig fortolkning af Bruce Springsteens "Tougher than the rest", som i Hausgaards fordanskning er blevet til "Cooler end de flest' ". Andet sæt retter i det hele taget op på en temmelig sløj start. Og så skal Hausgaard have credit for, at han ikke er nærig med tiden. Tre timer varer showet - ganske vist med en meget rummelig pause - men alligevel over to timers effektiv spilletid. Showet er stadig i 10. forsøg lidt løst i kanten, og det skal nok blive strammet op hen ad vejen. Men det vil næppe rette op på, at Hausgaard er set og hørt langt bedre. Lars Aare lars.aare@nordjyske.dk Niels Hausgaard: "Love Babe" Halkær Kro tirsdag aften Næste nordjyske show 8. februar i Det Musiske Hus i Frederikshavn

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.