Brønderslev

Han er parat til en ny rejse

Marcus Høm Jensen er blevet bidt af at rejse

Marcus Høm Jensen har besøg af sin værtsbror Thomas Ainsworth. Privatfoto
Marcus Høm Jensen har besøg af sin værtsbror Thomas Ainsworth. Privatfoto

- Det var en oplevelse for livet. Nu skal der spares penge op, så jeg kan komme ud at rejse igen.

Næppe har 17-årige Marcus Høm Jensen fra Brønderslev fået sin kuffert pakket ud og sat sine ben på dansk jord igen, før han er klar til at rejse igen.

Han begynder efter sommerferien på Hasseris Gymnasiums linje Global Science, som betyder, at han kommer til Bruxelles eller London samt Washington D.C. og Shanghai i løbet af de tre år.

Han er også klar over, at det bliver dyrt, men han er parat til at tage et fritidsjob, så han kan spare penge sammen til de tre rejser.

Det er via Rotary i Brønderslev, Marcus Høm Jensen har været i USA.

Han har boet hos to forskellige familier i byen Meredith i New Hampshire, der er på 7000 indbyggere, men om sommeren vokser til 20.000.

Han indrømmer, at han fik noget af et kulturchok, da han kom til USA, men det var han forberedt på.

Under opholdet i USA har han oplevet en masse. Der har været ture i området.

Sammen med 61 andre unge fra 31 forskellige nationer, var han på en tur til blandt andet Grand Canyon, Las Vegas og Los Angeles.

I USA har Marcus gået på highschool, og han har haft engelsk, spansk, sociologi og arbejdet en del med grafiske opgaver.

I spansk fik han karakteren A+, der svarer til et 13-tal efter den gamle skala.

Han har dyrket en masse sport, mens han har gået på highschool, ligesom der var rig mulighed for at dyrke hans fascination for at stå på snowboard.

- Vi oplevede den værste kulde i mange år. Op til 30 graders frost og masser af sne.

Og han regner da også med at genoptage fodboldspillet i Brønderslev Idrætsforening.

Han spillede på højt plan i HI i Hjørring inden han tog til USA, men han har ikke den nødvendige tid til at spille fodbold på højt plan.

- Jeg skal lige i form igen efter et års pause fra klubhold, fortæller Marcus, der i tre år har spillet i HI.

- Oplevelserne har været så mange, at jeg næsten ikke har haft tid til at længes hjem, fortæller Marcus.

Han indrømmer dog, at han er glad for at være hjemme hos familien igen.

- Vi har holdt kontakten ved lige via skype, fortæller Marcus. Det er det eneste dansk, jeg har talt i det år, jeg har været væk.

Juleaften blev fejret med skinke, men gaverne fik han – som de øvrige i familien – først 25. december om morgenen.

- Min værtsmor havde på internettet studeret dansk jul, så hun bagte pebernødder og klippede julehjerter.

Til gengæld lavede jeg vafler, fortæller Marcus.

En af de store højdepunkter var også 4. juli, som blev fejret med fyrværkeri med mere.

Næste år er det planen sammen med familien at besøge de to familier, Marcus har boet hos.

I et par uger er hans værtsbror fra USA, Thomas Ainsworth, med i Danmark. Han har blandt andet sammen med familien Høm Jensen besøgt Christiansborg, Den Lille Havfrue og andre seværdigheder i København.

Da Marcus kom hjem, havde hans bror, Oliver, arrangeret et surprice party for ham.

Da jeg trådte ud på terrassen, stod der 20 af mine kammerater, fortæller Marcus.

Det Marcus har savnet mest er kartofler, fiskefileter, rugbrød og remoulade.

Han har under det et år lange ophold taget ca. 7.000 billeder, som han skal have sorteret i, for at lave et power point-show, som han skal vise i Rotary Klubben.

I sommeren 2016 er det planen, at Marcus sammen med sin familie skal besøge de to værtsfamilier i USA. Han håber så på genvisit senere i Danmark.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden