Han har 50 års erfaring med at finde rav
Frants Kristensen har netop udgivet en bog
SÆBY: Man kunne godt fristes til at tro, at blodet i 60-årige Frants Kristensens årer er tyktflydende og minder om harpiks.
Fascinationen af rav har nemlig været i familien gennem generationer.
- Jeg kan roligt sige, at jeg har mere end 50 års erfaring i at samle rav, fortæller Frants Kristensen med et stilfærdigt smil.
- Jeg var nemlig kun seks år, da jeg fandt mit første stykke.
Frants Kristensen er vokset op ved Voerså på Vendsyssels østkyst, hvor han allerede tidligt fik lyst til - ligesom faren og farfaren - at samle rav.
- Vi måtte egentlig ikke gå ned til havet alene, husker han.
Derfor fik Frants Kristensen et forklaringsproblem, da han en dag fandt et fint stykke rav.
- Jeg var lusket derned sammen med en kammerat. Og når man så kommer stolt hjem med et stykke rav på fem-syv centimeter, så er det svært at bortforklare, at man har været ved stranden, siger han med et lille latterudbrud.
- Og jeg fik ikke kun ros. Lad os sige det på den måde, tilføjer Frants Kristensen - som faktisk stadigvæk har det første stykke rav.
Ravet blev hans skæbne
Ret hurtigt stod det klart, at jagten på rav ville blive en vigtig del af Frants Kristensens liv fremover.
- Man siger jo, at først tager manden ravet. Og så tager ravet manden.
Den unge knægt fra Voerså var nemlig dybt fascineret af det gyldengule materiale - og af de muligheder, det gav.
- I hele skoletiden tjente jeg alle mine lommepenge ved at samle rav, forklarer han.
- Jeg samlede ravet i en kagedåse eller to, og så kom der hver 14. dag en opkøber kørende langs kysten.
Opkøberen aftog ravet, mens Frants Kristensen beholdt kagedåserne, som så kunne fyldes op igen.
- Dengang arbejdede vi ikke med kvitteringer, moms og alt det pjat der. Det var kontant afregning, smiler Frants Kristensen, som ikke er meget for at sætte beløb på, hvor meget kan dengang tjente.
- Men jeg kunne da købe et stereoanlæg kontant, da jeg nåede den alder, tilføjer han.
Fiskede i en årrække
Allerede som 12-årig lærte Frants Kristensen at slibe rav på en symaskine, som hans farfar havde ombygget.
Det var dog jagten på havets levende væsner, der i lang tid skaffede ham brød på bordet.
- Som voksen fiskede jeg i mange år. Og så havde jeg det med at samle rav som bierhverv.
- Det var faktisk også fint nok, for når det stormede kunne jeg ikke komme på havet. Men så kunne jeg i stedet gå på strandene og samle rav.
Ravet tog over
Ifølge Frants Kristensen blev tidsforbruget på indsamling af rav dog større og større, og i 1987 tog han konsekvensen og startede en ravbutik i Skagen.
- Den drev jeg indtil for otte år siden, hvor jeg så flyttede butikken til Sæby.
Udgiver bog om rav
Fra sin butik i Sæby er Frants Kristensen ofte i kontakt med kunder, der beder om gode råd og hjælp til at finde rav. Derfor besluttede han for nylig at udgive en bog om emnet.
- Det er hovedsageligt, fordi folk undrer sig over, at rav er så svært at finde, forklarer han.
Frants Kristensen har altid gerne givet sine erfaringer videre til kunderne.
- Men hvis det skal gøres grundigt, så skal man bruge en times tid på at forklare det. Og hvis der kommer otte hold turister om dagen, der spørger efter det, så går hele min arbejdsdag på den måde, smiler han.
Frants Kristensens gode råd kan man læse om i bogen ”Rav - fra strand til smykke”, - hvor han også fortæller om slibning af de smukke smykkesten.
For Frants Kristensen er der én enkelt tommelfingerregel, som er god at bruge som ledesnor i jagten langs strandene.
- Det, man mest skal kigge efter, er, hvor der er noget let materiale. Ravet ligger aldrig sammen med noget tungt, så man skal lede efter noget let.
- Det kan være tangrester, gule havsvampe eller gamle sorte træstykker. Sådan nogle ting har samme vægtfylde som ravet, og derfor kommer det ind samlet.
Flere konkurrenter
Frants Kristensen er fuldt ud klar over, at han - ved at videregive sine erfaringer - risikerer, at andre er kommet ham i forkøbet, når han selv søger langs strandene.
- Derfor får jeg også sommetider skældud af nogle af de andre gamle rav-samlere, griner han.
- Men jeg har altid nydt at finde rav. Jeg synes, at det er en fantastisk naturoplevelse, og det vil jeg gerne dele med andre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.