Biler

Han har ansvaret for fremtidens Audi-modeller

Audi-ingeniøren udviklede legendarisk benzinmotor med 10 cylindre. Nu er Oliver Hoffmann blevet øverste udviklingsdirektør, og målet er at skabe lidt af den samme unikke følelse med elbilerne

Oliver Hoffmann er udviklingsdirektør hos Audi. Han vil sikre, at fremtidens elbiler bliver sjove og delvist selvkørende.
Oliver Hoffmann er udviklingsdirektør hos Audi. Han vil sikre, at fremtidens elbiler bliver sjove og delvist selvkørende. Foto: Audi

Opdateret kl. 20:47

FØLELSER: For snart 15 år siden var han en af bagmændene til en manisk skrigende V10-benzinmotor, der satte en fed streg under Audis sportslige ambitioner.

Den 5,2 liters maskine kunne piskes op på de maksimale 8.700 omdrejninger, og så var soundtracket i R8-superbilen nærmest som på fuldblods Formel 1-biler.

Jo, Oliver Hoffmann, som er Audis øverste udviklingsdirektør med direkte reference til mærkets CEO, Markus Duesmann, har en vild fortid.

Aftalen er egentlig en snak om elbiler, digitalisering og selvkørende teknologi, men den 45-årige ingeniør lyser op i et smil, da jeg konfronterer ham med den 10-cylindrede benzinmotor, der går som en af de bedste Audier nogensinde har produceret.

Er det overhovedet muligt at skabe den form for magi og følelser i en elbil? spørger jeg ingeniøren.

- Jeg vil altid være kæmpefan af biler, der vækker følelser i folk. Og det mener jeg, at vi har bevist godt kan lade sig gøre med elbilerne, tag blot e-tron GT, især som RS-varianten, men det er klart, at jeg er meget, taknemmelig for, at jeg fik lov til at udvikle den 10-cylindrede motor.
Som ung ingeniør var det et ekstremt spændende projekt. Men jeg er lige så glad nu for at kunne føre Audi ind i den digitale og elektriske fremtid, siger Oliver Hoffmann.

- Nu har vi nye udfordringer foran os. Vi er kun ved begyndelsen af elektromobilitet, og jeg forventer stadig utrolige spring i udviklingen, siger han.

Voldsomme elbiler på vej

Da Audi og Hoffmann lancerede mesterværket i 2009, var det med 525 hk og tekniske raffinementer som tørsumpsmøring, der gør det muligt at placere motoren lavt i bilens chassis, og den brede cylindervinkel på 90 grader, som sikrede et lavt tyngdepunkt, var magien dengang.

Den 10-cylindrede motor lever i dag på lånt tid.

Fra 2026 vil Audi kun præsentere nye elbiler.

Han mener dog, at man har flere muligheder for at lave vilde elbiler.

- Vi vil vise en masse af det i fremtiden. Audi e-tron GT quattro beviser, at elektrisk mobilitet kan være klimavenlig, dynamisk og fascinerende på én gang, siger han.

Hverken R8-sportsvognsikonet eller forbrændingsmotoren har dog en fremtid under udviklingsdirektør Hoffmann.

Oliver Hoffmann udelukker dog ikke mere hardcore udgaver af den kommende kæmpesatsning, A6-e-tron, der kommer i 2023 som hatchback og stationcar.

Audi planlægger således en række RS-udgaver af elbilerne, der i en årrække vil køre side om side med de klassiske RS-modeller med forbrændingsmotorer.

Han har været udviklingschef hos Audi siden marts sidste år. Og det har de senere år udviklet sig til noget af en uriaspost. Siden dieselskandalen i 2015 har en halv snes chefer forsøgt sig med opgaven.

Nu er det Hoffmanns tur, og han har en anden fremtoning.

Audi-chefer blev tidligere tiltalt med doktor- og professortitler, men i dag kan de kaldes ved deres fornavne. Og udviklingsdirektøren er straks på fornavn med overtegnede. Noget, der tidligere har været utænkeligt. Opgaven for Audi er også noget nær historisk.

Det store kapløb handler bl. a. om elbilerne, og her er Hoffmann meget optimistisk med hensyn til Audis nye teknik.

- Vores nye elektriske platform, hvormed vi kan opnå en rækkevidde på op til 700 kilometer, vil blive attraktiv, hvilket især vores kunder, som rejser meget over lange afstande, vil sætte pris på, siger han og understreger, at rækkevidden med tiden når en top og ikke vil udvikle sig særligt.

- Dels bliver ladenettet løbende udbygget, dels falder ladetiderne samtidig markant. Med vores PPE-modeller stræber vi f.eks. efter at genoplade en rækkevidde på 300 km på kun omkring 10 minutter. Set fra vores synspunkt er store og tunge batterier derfor ikke absolut nødvendige, fortæller Hoffmann med henvisning til, at platformen har 800-volts-teknologi og kan lade med op til 270 kW.

Audi-chefen understreger, at for ham er elektrificering kun ét aspekt.

- De næste 10 år bliver digitalisering og ikke mindst automatiseret kørsel det helt store parameter. Det er afgørende. Mit fokus nu er udelukkende på de elektroniske arkitekturer og automatiseret kørsel, siger Hoffmann, der mener, at automatisk kørsel vil være den rigtige gamechanger i industrien.

Audi-elbiler i alle størrelser

Fra 2027 skulle der gerne være en fuldt elektrisk model i alle kernesegmenter, også i de mindre klasser. Audi siger dog farvel til de små A1-og Q2-modeller, så den mindste elbil vil formentlig være at finde i en slags arvtager til A3. Derudover vil Audi bringe ”bilkoncepter, der overrasker”.

Og angående den legendariske R8 med V10-motor: En ting er klar: Der vil ikke længere være en rent konventionelt drevet sportsvogn.

- Vi kigger i øjeblikket på forskellige koncepter med en høj eller endda 100 pct. grad af elektrificering. Der kan også være synergier med andre koncernmærker. R8 var meget godt for vores brand, det er et meget følelsesladet produkt. Jeg tror, vi er på rette vej, siger Oliver Hoffmann.

- Med vores PPE-modeller stræber vi f.eks. efter at genoplade en rækkevidde på 300 km på kun omkring 10 minutter. Set fra vores synspunkt er store og tunge batterier derfor ikke absolut nødvendige.

OLIVER HOFFMANN
  • Udviklingsdirektør, Audi
  • Blev efter sit studie som maskiningeniør ansat hos Volkswagen AG i 2004, hvor han havde forskellige stillinger på Audis lokationer i Tyskland og i udlandet.
  • I 2014 blev han i første omgang chef for udviklingen af drivlinjer på fabrikken i Györ og derefter chef for udviklingen af drivlinjer hos Audi AG.
  • I 2017 blev han udnævnt til chef for teknisk udvikling hos Audi Sport GmbH, hvor han i juni 2018 blev forfremmet til medlem af direktionen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden