Han har styr på strømmen
Magnus fra Nibe vandt DM for unge elektrikere
Der er aldrig rart at blive kigget over skulderen, når man arbejder. Det ved Magnus Lund Nielsen fra Nibe alt om. Den forgangne weekend arbejdede han på højtryk tre dage i træk, mens i alt tæt ved 21.000 mennesker defilerede forbi. Nærmere bestemt i Odense Congress Center, hvor knap 200 unge fordelt i 27 håndværksfag konkurrerede om, hvem der var bedst på sit felt. Blandt elektrikerne blev det Magnus Lund Nielsen fra firmaet Step Tech Aps i Aalborg, der vandt DM i Skills. Den 21-årige elektrikersvend er stadig overvældet og rundt på gulvet over titlen som danmarksmester, som han hev i land trods et publikum, der ustandseligt kommenterede, hvad han lavede. - Jeg tog faktisk ørepropper i for ikke at høre, hvad de snakkede om. Overrækkelsen af medalje og diplom for at være danmarks bedste elektriker var også overvældende for den unge nibenit. - Det var en kæmpe oplevelse med alle de mennesker, der stod og klappede. Nu er jeg lettet og stolt, fordi jeg er kommet ud med et godt resultat. Indehaverne af Step Tech Aps deler stoltheden. - Vi er et mindre firma, der har eksisteret i syv år, og Magnus var vores første lærling. Han har fået lov til at prøve alt, og vi er et firma, der gerne laver mere specielle løsninger, pointerer medejer af firmaet Jesper Stepien. Den tidligere lærling og elev hos Tech College Aalborg nyder være hjemme i vante rammer igen. Men han tror, at noget har ændret sig. - Det vil nok være et større pres nu, i og med at folk ved, man er Danmarks bedste. Hvis der så er noget man døjer med, vil de sige, at det burde du jo kunne. Yderligere tre repræsentanter for Nordjylland fik medaljer med sig hjem fra Odense. Blandt detailslagterne vandt Thomas Lund Petersen, Food College Aalborg, førstepladsen og Martin Bager Hansen tredjepladsen. Blandt flisemurerne vandt Søren Hvidberg Henriksen, EUC Nord, en førsteplads.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.