Hanen med det helt perfekte hoved
Fjerkræ på Knivholt
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:46
FREDERIKSHAVN: Fjerkrædommer Poul Schmidt fra Ulsted var ved at gå bagover, da han kiggede ind i Helmer Pedersen sorte hamborgerhanes plirrende øjne.
- Det er hanen med det perfekte hoved, skamroser han, og forklarer hvorfor: kamdornen, der spidser jævnt ud bagtil, de kridhvide kindpletter, de glatte hageflapper og den fintmønstrede kam. Det er så meget ros , at hanen bliver endnu mere rød i hovedet.
Hanen med det perfekte hoved og 147 andre høns og haner er i weekenden udstillet på Knivholt. Det er Frederikshavn og Omegns Fjerkræklub, som arrangerer.
Hanens ejer, Helmer Pedersen, Sæby, der også er klubformand, fortæller at den stigende interesse for høns i haven også mærkes i klubben. Den får mange henvendelser fra kommende fjerkræfolk, som søger råd om hvilke racer, der egnede til æglægning - og til at spise.