Hanstholm Havn fortsætter væksten
Den samlede værdi af alt landet fisk rundede en milliard kroner
Opdateret kl. 10:41
HANSTHOLM: Danmarks største havn inden for konsumfisk fik endnu et rekordår i 2017. Den samlede værdi af alt landet fisk rundede 1 milliard kroner, og havnens bruttofortjeneste blev den højeste nogensinde. Havnen forbereder sig nu på ny vækstfase, mens havneudvidelsen pågår.
Det var en tilfreds bestyrelse, der på gårsdagens bestyrelsesmøde godkendte Hanstholm Havns årsregnskab for 2017. Bruttofortjenesten blev på 26,8 millioner kroner mod 25,1 millioner kroner i 2016 svarende til en fremgang på 7 procent. Bundlinjen efter afskrivninger faldt med 2 procent sammenlignet med rekordåret 2016 til 9,8 millioner kroner i 2017. Det marginale fald i indtjeningen skal ses som en følge af de investeringer, som Hanstholm Havn foretager i forbindelse med den omfattende havneudvidelse og forbedringer af eksisterende anlæg:
- 2017 blev et af de absolut vigtigste år i havnens 50-årige historie. I jubilæumsåret fik vi gennemført et meget omfattende udbud og igangsat vores store havneudvidelse til godt 500 millioner kroner. Dermed har vi efter flere års tilløb bevist, at vi kan og vil investere i fremtiden, siger bestyrelsesformand Martin Vestergaard og fortsætter: - Samtidig har vi bygget ovenpå havnens organiske udvikling gennem nye investeringer og nye tiltag, og vores kerneforretning - fisk - har rundet 1 milliard kroner i årlig landingsværdi.
Hanstholm Havn fik i 2017 cementeret sin position som Danmarks og en af Nordeuropas største havne inden for konsumfisk. Den samlede værdi af de landede konsumfisk blev på 683 millioner kroner. Hertil kommer konsumfisk, som landes i andre havne, men som køres med lastbil til Hanstholm Havn for salg på Hanstholm Fiskeauktion, der har landets højeste auktionspriser. Værdien af dette udgør 101 millioner kroner.
Det er imidlertid industrifiskeriet, der tegner sig for den største stigning. Her steg mængden med 70 procent fra 119.887 ton i 2016 til 204.756 ton i 2017. Denne stigning kan først og fremmest henføres til de gunstige vilkår, som tobisfiskeriet havde i 2017. Trods den store mængdestigning faldt den samlede værdi fra 261 millioner kroner i 2016 til 240 millioner kroner i 2017. Det skyldes, at de gennemsnitlige indhandlingspriser faldt fra 2,1 kroner per kilo i 2016 til 1,2 kroner i 2017.
Endelig steg også mængden af gods håndteret over kaj i Hanstholm fra 212.550 ton i 2016 til 274.048 ton svarende til en stigning på 29 procent. Det er især mængderne af træ, fiskemel, søral og træpiller, der har udviklet sig positivt.
Hanstholm Havn forventer et regnskab for 2018 på niveau med 2017.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.