Biler

Har konkurrenterne allerede overhalet Xpeng P7?

Xpeng P7 lignede et hit, men konkurrencen i klassen er voldsom. Testen afslører en kompetent elbil, som måske mangler de store højdepunkter

Xpeng P7 er en stor og ganske vellykket elbil. Konkurrencen fra især Tesla er dog voldsom.
Xpeng P7 er en stor og ganske vellykket elbil. Konkurrencen fra især Tesla er dog voldsom. Foto: Christian Schacht

Opdateret 06. oktober 2023 kl. 16:29

Ah, den herlige og fascinerende verden af elbiler. Her er intet, som det plejer at være. Konkurrencen har taget ikke bare fart, men raketfart.

Lige nu ser det ud til at gå ud over Xpeng P7, en model, der indtil for nylig var som den unge, talentfulde skuespiller, som tager teaterscenen med storm – klar til at modtage stående ovationer.

For bare et par måneder siden lignede den store P7 et rigtigt godt køb. For til prisen på 400.000 kr. tilbød den seriøse pladsforhold, masser af udstyr og en fornuftig rækkevidde. Men så pludseligt ændrer scenen sig, projektørerne rettes nu mod andre.

Ind fra kulissen træder en markant forbedret Tesla Model 3 og den helt nye BYD Seal – begge til markant lavere priser.

Problemet er, at de to ovennævnte fås i omegnen af 350.000 kr. Ingen skal ej heller glemme den fine Hyundai Ioniq 6, der koster 400.000 kr. Eller den forbedrede Polestar 2.

Xpeng har dog en stor fordel, og det er størrelsen. For P7 nærmer sig med en længde på 4,88 meter klassen af de store luksussedaner, hvor vi allerede kender Mercedes EQE, og hvor den nye BMW i5 snart lander. Det er biler til godt 600.000 kr. i startpris. Så lad os starte med modellens bogstaveligt største fordel.

Den er en spadseretur på en halv snes centimeter længere end BYD Seal og næsten en hel lineal længere end Tesla Model 3.

Den store fordel er faktisk akselafstanden, der er strakt som Den Kinesiske Mur. Med næsten tre meter mellem de to aksler giver det benplads som i en ministerbil på bagsædet. Her kan konkurrenterne ikke være med, selv om de coupéagtige linjer giver en noget begrænset loftshøjde på bagsædet.

Flere ulemper

Men så hører bilens primære salgsargumenter også op, og mærket må nok sande, at den store interesse vil koncentrere sig om storebror G9, der er løbet med al opmærksomheden.

Xpeng G9 er jo allerede berømt for sin ekstreme evne til at lynlade, den store kabine og den udprægede grad af luksus i kabinen. Og her kommer lillebror til kort. I modsætning til storebror og alle konkurrenterne må den slet ikke trække noget som helst efter sig, da der ikke er mulighed for en rigtig trækkrog. Det virker altså bare helt forkert her i 2023, selv om der er plads til en lille krog til en cykelholder.

Du skal heller ikke have regelmæssige behov for at fylde bagagerummet, der åbnes med en lille klap. Der er langt ind i mørket, og buksebenene kan blive beskidte, og måske skal ryggen en tur til kiropraktor.

Og så må jeg lige italesætte de mange advarsler i bilen, der hele tiden generer under kørsel.

Men her kommer Xpeng P7 dog ind med en elegant løsning – som en dygtig dirigent, der får hele orkestret til at holde munden lukket med et enkelt håndtegn. Man swiper simpelthen ned over skærmen, og så kommer der en knap, hvor man slår fartalarmen fra.

Bilen er da også blevet opdateret på en stribe punkter siden lanceringen på hjemmemarkedet og senest i Norge for et par år siden. Menuerne er nu kommet på dansk. Og der er kommet flere apps, så man bl.a. kan se Youtube.

Hvis der slet ikke lige ringer en klokke ved tanken om Xpeng, skyldes det nok, at der stort set ikke kører nogen af de biler herhjemme. Mærket blev ellers lanceret herhjemme i foråret 2022, men P5-modellen blev trukket tilbage fra det europæiske marked, inden den overhovedet var lanceret, og det er først nu, at mærket er begyndt at levere biler.

Designet skiller sig ud, og jeg synes klart, at det er en cool bil. Der er tydeligvis inspiration fra Tesla Model S, men hvorfor fronten skal minde om en Citroën, fatter jeg ikke.

Dørhåndtagene flugter selvfølgelig med karrosseriet, og det gør så også, at det er lidt bøvlet at åbne dem.

Fornuftig rækkevidde

Til gengæld er den aerodynamisk, og det gør, at batteriet på lige godt 82 kWh netto giver en officiel rækkevidde på 576 km. Det svarer til BYD Seal, men det er tydeligt, at kineserne har en del at lære i forhold til effektivitet. Tesla Model 3 Long Range kører således mellem 629-678 km med et mindre batteri.

Rækkevidden viste sig i sommerperioden at ligge omkring 450 km i gennemsnit og med et forbrug lige under 19 kWh per 100 km eller cirka 5,5 km per kWh. Strømforbruget er i den høje ende af skalaen og markant højere end i Tesla Model 3.

I princippet deler P7 sin grundstruktur med Xpeng G9, men den holder fast i 400-volts elektronik i stedet for den højere models mere avancerede 800V-opsætning, og det begrænser dens maksimale opladningshastighed til 175 kW. Så højt nåede jeg lige knap op i ladetesten, men i praksis er det muligt at lade fra 10-80 pct. på 30 min., og det er bestemt godkendt.

Kvaliteten fejler ikke noget, og det generelle indtryk er på niveau med konkurrenterne. Det er dog værd at bemærke, at den ikke er kompatibel med Apple Carplay og Android Auto.

Der er masser af udstyr, men alligevel virker det tillokkende at bruge 30.000 kr. på en såkaldt Premium-komfort- & lydpakke, der giver adgang til sportssæder i læder, lydanlæg fra danske Dynaudio og noget så sjældent som soft-close på dørene, så de lukker ved et lille skub som i rigtige luksusbiler.

Dog undrer det, at vognen bliver markedsført med hele 12 kameraer, 12 sensorer og fem radarer, for køreassistenterne fungerer ikke overbevisende. Den adaptive fartpilot virker udmærket, men vognbaneassistenten, der skal forestille at holde bilen i sporet, synes ikke at være kalibreret endeligt til det komplekse europæiske vejnet, og et virvar af biplyde, advarsler og kontante ryk eller opbremsninger irriterer. Xpeng siger, at det bliver bedre.

Elmotoren, der trækker baghjulene, yder 272 hk, og det er rigeligt til daglig kørsel. Bevares, den virker ikke som en raket, men kvik, og vil man mere, tilbyder Xpeng en udgave med to elmotorer og 473 hk, der så til gengæld står til 480.000 kr. Vil man imponere naboerne lidt ekstra, er der en Wing Edition, ja, det hedder den, og her får man en slags mågevingedøre, hvis man lægger ekstra 120.000 kr.

Hvor P7 virkelig gør det godt, er på vejen. Styretøjet har en skarphed og flydende bevægelse, der kan mangle i nogle kinesiske elbiler. Samtidig er undervognen ganske avanceret med dobbelt wishbone-ophæng foran og en multilink-bagopsætning, og det sikrer de præcise køreegenskaber. I en snæver vending er den endda sjov at styre rundt i skarpe sving, og det er, uden at komforten lider under den slags opsætning.

Nyvognsgarantien er syv år eller 160.000 km (alt efter hvad der først indtræffer). Og det gælder på alle biler bestilt i 2023.

Konklusion

Xpeng har givetvis langt større forventninger til G9 som sin bedst sælgende model, men P7 er nu ikke så tosset endda, den har blot fået markant større konkurrence. Og selv om Tesla Model 3 er en mindre bil på bagsædet, er det svært at overse den. Hvem ved, måske finder Xpeng P7 alligevel sin plads i rampelyset igen? I denne branche er ingenting sikkert.

Xpeng P7 RWD Long Range
  • Pris: 399.900 kr.
  • Batteri: 82,7 kWh
  • Rækkevidde: 576 km, WLTP
  • Forbrug: 16,3 kWh/100 km, WLTP
  • Testforbrug: 19,5 kWh/100 km
  • Rækkevidde, målt: 450 km
  • Opladning: 11 kW (AC), 175 kW (DC)
  • Lynladning, 10-80 pct.: 30 min., målt
  • Elmotor: 276 hk
  • Nm: 440
  • 0-100 km/t.: 6,7 sek. Topfart: 200 km/t.
  • Længde/bredde/højde: 489/190/145 cm
  • Anhængervægt: 0 kg
  • Plusser: størrelse, benplads på bagsædet, udstyr, køreegenskaber, realistisk rækkevidde
  • Minusser: assistentsystemer, hovedhøjde på bagsædet, ingen trækkrog, for mange biplyde

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden