Har prøvet næsten alt
Sygemeldte Dianne Løfquist Larsen har selv været meget aktiv for at blive rask
Opdateret kl. 06:18
BRØNDERSLEV: ”Dianne har været meget ihærdig i sit forsøg med at komme sig oven på bækkenløsningen”.
Det skriver læge Knud Vilsgaard om sin patient, 35-årige Dianne Løfquist Larsen.
Ordene falder i marts i år i en attest til jobcentret i Brønderslev.
Som tidligere beskrevet i NORDJYSKE, arbejdede Dianne Løfquist Larsen som kok på Sygehus Vendsyssel i Hjørring, til hun efter en fødsel blev sygemeldt i 2010 med en svær og smertefuld bækkenløsning, som hun ikke kan komme af med.
I attesten til jobcentret oplyser læge Knud Vilsgaard desuden, at Dianne Løfquist Larsen selv været aktiv og søgt forskellige specialister indenfor fysioterapi, kraniosakral terapi, akupunkturbehandling og kiropraktor. Dertil skal lægges behandling på et smertecenter, psykologsamtaler, psykoterapeutisk gruppeforløb og vedvarende fysioterapi.
Alligevel må lægen konstatere, at der er ”svær opblussen i smerterne på trods af kun 2,5 timers arbejde dagligt”, og at ”Diannes funktionsevne ikke er bedret siden december, og der er således nu ikke flere relevante behandlingsmuligheder, tilstanden er stationær, og funktionsevnen må anses for varigt reduceret i betydelig grad.”
På trods af lægeattesten fra Knud Vilsgaard skriver jobcentret:
”På nuværende tidspunkt vurderes det ikke dokumenteret, at der er tale om en varig og væsentlig nedsættelse af arbejdsevnen, der ikke vil kunne udvikles på sigt i forhold til at indtræde på arbejdsmarkedet på ordinære vilkår”.
Desuden beder jobcentret om, at hun træner mere og taber sig, fortæller Dianne Løfquist Larsen.
I dag siger læge Knud Vilsgaard til NORDJYSKE:
- Min lægefaglige vurdering kan slet ikke danne grundlag for deres konklusion. Hun kan ikke vende tilbage i job på ordinære vilkår. Hvis de siger, hun bare skal træne noget mere og tabe sig, så må de ikke have læst de lægefaglige vurderinger.
Jobcenterchef Birgitte Brødsted Moselund mener ikke, at jobcentret har vurderet forkert, eller at der ikke er taget nok hensyn til de lægefaglige vurderinger.
” ... Rehabiliteringsteamet vurderede på baggrund af den samlede sag, at der var mulighed for at udvikle Dianne Løfquist Larsens arbejdsevne. Og de beskrev hvad der kunne arbejdes med for at nå målet”, skriver hun i et svar på kritikken.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.