Hattrickhelt: Uforståelig følelse
Jakub Sylvestr kunne ikke have drømt om mere i sin hjemmebanedebut
Opdateret kl. 12:42
AALBORG: To timer og to minutter. Det var det eneste, som Jakub Sylvestr skulle bruge, før han havde rundet fire sæsonmål for AaB. Derfor deler han nu AaB’s indbyrdes topscorerværdighed i Alka Superligaen med AaB’s rekordsalg, Christian Bassogog.
Søndagens hjemmebanedebut med tre mål på 41 minutter mod Silkeborg IF blev en sand drømmedebut for slovakiske Sylvestr, efter han også nettede i forårspremieren mod AGF.
- Med et mål ville jeg have været virkelig glad. Så havde jeg scoret to mål i to kampe, men at score tre mål er en uforståelig følelse. Det er vidunderligt. Det er ubeskriveligt, siger Jakub Sylvestr.
Målmageren fortæller, han ikke ved, hvordan kampens første mål røg i kassen. AaB’eren havde da også heldet en smule med sig, da Silkeborgs Simon Jakobsen rettede hovedstødet af, inden kuglen strøg i mål.
Fans vil forvente mange mål
Senere i første halvleg viste Sylvestr dog stor træfsikkerhed med to kliniske afslutninger med først højre fod og så venstre. Dermed sikrede AaB’eren sig et ægte hattrick.
At AaB’s nye målræv er buldret derudad i sæsonens to første kampe, øger forventningerne, mener angriberen.
- Fansene vil nu forvente, at jeg scorer i hver eneste kamp. Men vi skal være realistiske. Det var en virkelig dejlig og heldig dag for mig. Det er jeg meget glad for. Men jeg vil prøve at gøre mit bedste på banen, og jeg håber, målene bliver ved at komme, siger Jakub Sylvestr.