Hausgaard lagde hjemmeside ned
Billetterne revet væk til koncerten i februar i Mariager
MARIAGER: - Det er det vildeste, vi har oplevet i Rytmus’ 19-årige historie.
Sådan lyder det fra formand Jane Grøn, efter at hun torsdag formiddag var med til at søsætte salget af billetter til Niels Haugaard-koncerten i Den Gamle Biograf fredag 3. februar.
I løbet af bare 16 minutter var der totalt udsolgt - og efter 23 minutter var der skrevet 200 på venteliste.
- Og så har vi endda efterfølgende haft 138 opkald af folk, som ikke kunne komme igennem til Himmerlandsbilletten eller som blev afbrudt midt i transaktionen. Det beklager både vi i Rytmus og Himmerlandsbilletten meget. Hvis der er 2-300 personer, der trykker på samme knap på een gang, er der kun een, der kommer igennem, og det er fuldkommen tilfældigt, hvem det bliver, anfører Jane Grøn.
Rytmus valgte netop at sætte Haugaard-billetterne til salg gennem www.himmerlandsbilletten.dk for at give alle lige muligheder for at komme igennem.
På den baggrund er koncertarrangørerne i Mariager også oprigtigt kede af, at så mange endte med at blive skuffede over, at de ikke kunne komme igennem.
- Men forhåbentlig vender Niels Hausgaard tilbage til Mariager i 2018, lyder afslutningsreplikken fra Jane Grøn.