Haves: Ni ulovlige garn, dagens fangst af fisk og en enkelt and

En nordjysk fisketyv - Fiskerikontrollen mangler en fisker

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fiskerikontrollen besøgte havnen i Ø. Hurup. Privatfoto

ØSTER HURUP: Lørdag var fiskerikontrollen på farten for at kontrollere de fiskere, som fanger fisk langs den nordjyske østkyst. Det førte til, at kontrollørerne pludselig stod med ni ulovlige garn, en masse fisk og en and. Men fiskeren var forsvundet, og ingen havde tilsyneladende lyst til at fortælle, hvem han var.

Midt på formiddagen nåede fiskerikontrollørerne til havnen i Øster Hurup, hvor de spottede en enkelt fisker, der var i gang med at afvaske sin båd efter en tur på havet. På bådebroen stod en sækkevogn, sammen med tre bajler med garn, og en kurv der indeholdte nyfangede fisk, en and og en kaffekop.

Fiskeren var fra byen og kendte ikke til noget af det, som stod på bådebroen. Havnens tilskuere havde et lille smil på læben, men de kunne heller ikke hjælpe med at identificere ejermanden til garnene og fangsten.

Garn og fisk taget med

Da det ikke var muligt for fiskerikontrollørerne at finde ejeren, blev garn, fisk og and betragtet som hittegods. Det blev taget med i kontrolbilen, og taget med til NaturErhvervstyrelsens afdeling i Randers.

Her blev garnene opmålt, og det gav måske en forklaring på, hvorfor ingen havde lyst til at fortælle, at det var deres garn.

Der var i alt ni garn, som havde en samlet længde på 465 meter. Det er kun tilladt for fritidsfiskere at fiske med højest tre garn og med en garnlængde på højest 135 meter. Desuden var højden på tre af garnene over den tilladte højde på 1,5 meter.

Sagen meldt til politiet

Vicefiskeriinspektør Claus Wille fra NaturErhvervstyrelsens afdeling i Randers er tilfreds med lørdagens fund, også selv om det ikke lykkedes at finde ejermanden. Garnene er væk fra havet, og skader dermed ikke fiskebestandene, påpeger han.

Sagen er meldt til Østjyllands politi, som gerne vil tale med ejeren af garnene. Derefter vil sagen blive fulgt op med et bødekrav fra NaturErhvervstyrelsen.

Hvis alle garnene har været brugt til fiskeriet, vil det formodentlig resultere i en bøde på 5000 kr., konfiskation af seks garn samt en frakendelse af retten til fiskeri i 6-12 måneder.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.