Havet kan ikke flyttes

Byrådsmedlem Svenning Christensen citeres (6.1.) for at sige, at "Naturen æder sig selv i øjeblikket". Det må dog være en langt øjeblik, som byrådsmedlemmet har i tankerne, idet nedbrydningen langs den jyske vestkyst og Jammerbugten - herunder Hjørring Kommunes kyst - har fundet sted de sidste mange tusinde år.

Der er intet nyt under solen, blot er det rigtigt, at vi i denne vinter har haft flere storme end sædvanligt. Derfor er kysten også rykket noget længere tilbage end de en-to meter, som har været gennemsnittet over en længere årrække. Naturen - i form af Vesterhavet - æder selvfølgelig ikke sig selv, men det er de yderste sommerhuse, som det går ud over. Og sommerhuse er som bekendt ikke natur. Det er en meget dynamisk situation, hvor vi er vidner til store forandringer på kort tid. Naturen forandrer sig hele tiden, den er sjældent i ro eller i balance: prøv blot at se hvad der sker med en pløjemark, som ligger uberørt og uforstyrret i bare 10 år. Så begynder skoven nemlig at indfinde sig. Vi skal heller ikke være bange for, at Danmark bliver mindre, idet en stor del af det nedbrudte materiale atter bliver aflejret længere nord på - størstedelen af Skagens Odde er således dannet indenfor de seneste 6000 år. Havets og stormenes kræfter er mægtige, og i stedet for at stikke sommerhusejerne blår i øjnene ved at love kystsikring, som er økonomisk og teknisk urealistisk - og naturmæssigt ødelæggende - bør vi koncentrere os om at hjælpe de berørte sommerhusejere med en planlagt tilbageflytning. Dette kan formodentlig i langt de fleste tilfælde ske indenfor rammerne af de allerede eksisterende sommerhusområder. En kystsikring af sommerhusene syd for Lønstrup ville få uoverskuelige konsekvenser for kystsikringen af Lønstrup by, hvor der er væsentlige samfundsøkonomiske interesser på spil, dvs. helårsbebyggelse. Desuden ville store naturværdier gå tabt, idet Lønstrup Klint i sin helhed er internationalt naturbeskyttelsesområde. En eventuel kystbeskyttelse ved Nørlev kan føre til at stranden med tiden forsvinder, og en af kommunens bedste badestrande ville gå tabt. Se hvordan stranden ser ud ved Lønstrup og Harrerenden. Set i lyset af klimaforandringerne, som fører til stigende vandstand og stærkere og mere hyppige storme, forekommer forslagene om kystsikring ikke gennemtænkte. Det ville være et Sisyfos-arbejde, som aldrig vil slutte, med stadige udbygninger, forstærkninger og inddragelse af nye områder. Lad os i stedet være realistiske og se i øjnene, at "havet kan man ikke flytte".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.