Lystsejlads

Havnen lever ikke op til kravene

Sejlerfamilie kritiserer kommune og havn for forholdene

Arkivfoto: Ole Torp
Arkivfoto: Ole Torp Ole Torp

Opdateret 28. juli 2017 kl. 10:02

ASAA: - Asaa Havn lever ikke op til de forhold, der er beskrevet i søkortene. Det siger Ida Louise Juul Holgersen Bo Hagelskjær Larsen fra Slangerup, der har klaget til Brønderslev Kommune over forholdene. De betegner indsejlingsforholdene som meget kritisable.

Familien har ligeledes klaget over forholdene til Geodatastyrelsen og Søfartstyrelsen med henblik på at få rettet havnelods og søkort.

Som gæstesejlere fra Frederikssund har de besøgt Asaa Havn fra 19. til 22. juli.

- Det er os bekendt at Asaa Havn ikke er kommunalt ejet, men selvejende. Det er dog vores overbevisning, at det alligevel må være i Brønderslev Kommunes interesse at sikre en velfungerende havn, som kan tiltrække mange turister hvert år.

- Som forholdene er nu, er havnen desværre ikke attraktiv for gæstesejlere. Stedet i sig selv, har et stort potientiale, men indsejlingsforholdene og vanddybden i havnen er kritisable.

- I søkortene er der angivet en dybde på 2,2 meter i indsejlingsrenden. Der er ikke 2,2 meter i indsejlingsrenden. Det bekræfter havnefogeden mundtlig for os og vi kan ved indsejling se på egen dybdemåler, at der ikke er ret meget vand.

- Derudover oplevede vi i løbet af de dage, vi lå i havnen, at flere både stod på grund eller ramte bunden ved indsejling. Den voldsomste episode fandt sted fredag 21. juli om eftermiddagen, hvor en sejlbåd forsøger at komme i havn i en hård østenvind. De gik på grund i indsejlingen og båden kastes flere meter ind mod kysten. Til alt held var der en SAR-båd i havnen, som netop havde bugseret en anden nødstedt båd ind. SAR-båden fik efter ca en halv time trukket båden ud på vand igen. De bugserede båden til Sæby.

- Hændelsen har efterfølgende været beskrevet i flere medier, og det står klart, at båden er meget medtaget og at familien - med to små børn -

har fået sig en rigtig ubehagelig oplevelse, påpeger Louise Juul Holgersen Bo Hagelskjær Larsen.

- Derudover kunne vi konstatere, at der heller ikke er voldsomt meget vand inde i havnen. Når det var lavvande, stod vi med vores 1,9 meter på bunden.

- Endelig skal det påpeges at afmærkning i sejlrenden er mangelfuld. Der er sat to små røde bolde ud i bagbord side, hvoraf den ene nu er drevet ind på kysten. Efter snak med de lokale i havnen, fremgår det at man skal sejle tæt til de små røde bolde, hvis man vil undgå grundstødning - denne information har udefrakommende dog ingen chance for at få.

Louise Juul Holgersen Bo Hagelskjær Larsen mener, at der er behov for at uddybe havnen.

Formand for Brønderslev Kommunes teknik- og miljøudvalg, Karsten Frederiksen (K), understreger, over for NORDJYSKE, at Brønderslev Kommune har overdraget driften af havnen til Asaa Havn.

Formand for Asaa Havn, Knud Erik Sørensen påpeger, at sejlrenden ikke er tilsandet.

Han fortæller, at der i sejlrenden er to meter vand.

- Skibsføreren skal sætte sig ind i de forhold, der er på det pågældende sted. I sejlrenden er der to meter vand, når der er vandspejl. Men kommer man en dag, hvor der er østlig kuling, så ser tingene jo helt anderledes ud, siger Knud Erik Sørensen.

Han peger også på, at der er ekstra meget trafik i juli, og han understreger, at man fra havnens side gør det, der er mulighed for.

- Vi beklager det lige så dybt som alle andre, men sejlerne har også et ansvar, siger Knud Erik Sørensen. Når man kommer til en havn og går fra en havn, så skal man vise særlig agtpågivenhed.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden