Haw Daw skal styrke hele Thy

Havet, vinden og kysten rykker ind i Hanstholmcentret, hvor der for første gang er hav- og kystfestival

Gæt en fisk-konkurrencen fik folk til at kigge godt efter i fiskekasserne fredag eftermiddag.
Gæt en fisk-konkurrencen fik folk til at kigge godt efter i fiskekasserne fredag eftermiddag. Foto: Peter Mørk

HANSTHOLM: Seksårige Mike Skaarup Jepsen havde fredag eftermiddag ualmindeligt travlt ved rørebassinet, hvor han både fik fat i krabber, hummere, ål og diverse fladfisk.

- Ham får vi svært ved at få med hjem igen, sagde Gitte Skaarup, som var taget til Haw Daw i Hanstholmcentret.

Haw Daw er en ny hav- og kystfestival, som netop sætter fokus på de projekter og virksomheder, der er langs kysten i Thy.

Gitte Skaarup, som bor i Hanstholm, synes, at det er et godt initiativ.

- Det er jo med til at sætte fokus på hele området, sagde Gitte Skaarup.

Haw Daw er det sidste af de tre fyrtårnsarrangementer, som er afholdt hen over sommeren i handelsbyerne Thisted, Hurup og nu Hanstholm.

Erhvervschef i Thisted Kommune, Kim Bak Kristensen, som holdt åbningstalen, lægger vægt på, at det handler om at få folk - både dem fra Thy og Thyborøn - til at få øjnene op for lokale ting.

- Turister er jo også lokale, som kommer på besøg, og vi ønsker flere turister, for de jo er pengesedler på ben, sagde Kim Bak Kristensen, som gerne ser, at hele Thy bliver kendt for den mangfoldighed af muligheder, der er i området.

Vind og bølger er en uundgåelig del af det at være thybo, så foruden en række virksomheder relateret til havet var Besøgscenter Østerild også til stede. Hans Stokholm Kjer havde taget flere af centrets segways med, så folk kunne prøve en tur.

- De kan faktisk køre helt op til 20 kilometer i timen, sagde Hans Stokholm Kjer.

Lars Hebsgaard fra Hjerm ved Struer vovede pelsen, men holdt dog et adstadigt tempo over parkeringspladsen.

- Vi har lige besøgt testcentret, og kørte så her til Haw Daw for at opleve det, sagde Lars Hebsgaard.

Haw Daw slutter fredag aften klokken 21.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden